14
— Godt, sagde Fruen, der saâ ind paa Manden, der sad i sin Ensomhed, ved Siden af sin egen Skjænk og saâ paa sine egne korte Ben.
— Saa passer Du paa Kassen, sagde Fruen og lukkede Lemmen.
»Kassen« var Fru Brasens Tanke ved Morgen og silde, for de »Knigte« rapsed da det, de kund', hver og én éneste.
»Knigtene« var Kellnerne og »Kassen« var en aaben Skuffe i Skjænken:
— Men de fik dem nu ogsaa saa rent uheldigt fra, og fik man en ordentlig Mand, saa blev han der jo ikke — saa det osse kund' vær'.
Fru Brasen gik over Gaarden og ind gjennem Porten, hvor Staldforpagter Nielsen fejede.
Nielsen havde været ved Artilleriet, bar Kasketten i Nakken og røg Cigar til alle sine Beskæftigelser.
Fru Brasen sagde Godmorgen, og Nielsen nikkede igen, mens han fejede en Støvsky op bag Fruen, der gik ud paa Gaden, midt ad Brostenene.
Skyggerne af Husene tegnede sig saa vant og skarpt; de kom og forlængede sig og forsvandt, altid i den samme Form. Det var, som behøvede man slet ikke Uhre der i Byen, saa Time-ret flyttede de Skygger sig altid.
Fru Brasen gik frem ad Gaden. Butiksdørene var allerede slaaede op, og Svendene ventede lænede til Karmene, med Benene slængte over hinanden. Fru Brasen —
