148
fra alle de aabnede Ruder »Toreadorens Sang«.
Som Klang af Metal bares den vældige Røst ud gjennem Huset, frem over Torvet, gjennem Natten, som et Sejersraab. Ordene naaede dem ikke; kun Tonerne sang. Ingen rørte sig i de mange Klynger, hvor alt var tyst. Et Par Børn laa stille, tæt ved Vandposten, paa Jorden.
Frøken Ingeborg havde løftet sit mathvide Ansigt. Hun vidste ikke, at hendes Haar berørte Knud Enders Skulder.
Sangen steg og steg fra alle de lysende Ruder; som tyve Mænds Besiddelsesjubel steg den og steg den og taug.
Paa Torvet var der stille. Alle Klynger, som havde stirret derop, stod med bøjede Hoveder.
— Er han her? hviskede Frøken Johnny, som havde genkendt Sangerens Røst, sagte til Verner.
Og man hørte de to Børn, der rejste sig fra Stenbroen og listede bort.
Oppe i Salen begyndte de at klappe; fra hele Torvet svarede de pludseligt med Klap. Kun Generalkonsulens Selskab stod ubevægeligt — og saa Pottemageren: han stod, ved Siden af sin Kone, uden at røre sig, med dybt sænket Hoved, med sammenknugede Hænder, ligesom bad han. Sangeren kom hen til et Vindue, maaske for at svale sig.
— Der er han, sagde Frøken Johnny, mens Fru Graa kom løbende hen til Manden:
