152
— Jeg tror ikke, min Ven, sagde Hr. Fryant, der saá lige forbi Hr. Therkildsen, som ved et Vindue bøjede sig over Fru Lindegaard:
— Men vi kan jo lade os forestille.
Fru Therkildsen, der havde sét Hr. Fryants Blik henover sin Mand, standsede midt i en Sætning til Sangeren og sagde saa, uden Mening:
— Ja, naturligvis.
Lidt efter lidt var Parrene holdt op at danse, saa hele Gulvet var tomt, da Hr. og Fru Fryant gik frem. Kun Galoppen lød.
— Men er de Mennesker fornærmede? hviskede Frøken Johnny til Verner.
Kun Fru Rist havde stillet sig frem, halvvejs ud paa Gulvet. Hun var i sort, og saà i det Hele ud, som havde hun allerede sin ældste til Confirmation.
Frøken Ingeborg var med Knud Ender standset midt i Salen. Hun hilste, ved at bøje sit Hoved halvt, først paa Byens Damer.
Hr. og Fru Fryant traadte ind i Dagligstuen, hvor den gamle Dame sad i Sofaen:
— Men er det Dem, sagde Fru Fryant pludseligt, højt og glad.
— Ja, her sidder jeg, Emmely.
— Men er det Dem, kjære Admiralinde, sagde Generalkonsulen og gav hendes Navn dets Plads i vor Historie, ved at ændre Udtalen af et Bogstav.
— Ja, sagde den gamle Dame:
