156
— Ja, min Pige, sagde han og gik fra sin Krog over til Generalkonsulen, fulgt af sin Frue.
Vicekonsulen, der ikke tog sine Øjne fra Fru Lindegaard, skød ved en uvilkaarlig Trækning af sit Ansigt Læberne frem, saa man saá alle hans Tænder.
— Hr. Generalkonsulen kjender min Fader, sagde Hans Lindegaard, og han nævnede sit Navn:
— Aa, sagde Hr. Fryant: det er Conferentsraaden. Og idet han, paa én Gang, huskede Hans Lindegaard, sagde han nogle venlige Ord, i den Tone, hvori man taler til et lidt mislykket Medlem af en god Familie:
— Og det er min Hustru, sagde Hr. Lindegaard.
Generalkonsulen, der nu mindedes, at det nærmest var paa Grund af Fru Lindegaard, Conferentsraadens Søn var udskudt af Familien, bukkede og sagde:
— Her er virkelig morsomt.
Han vendte sig lidt hastigt til en glatraget Herre i sort Klædesfrakke, der sagde, idet han nærmede sig:
— Fru Fryant og jeg har saamænd danset nogle Gange sammen, da vi vare unge, Hr. Generalkonsul; og Hans Højærværdighed Provsten nævnede sit Navn.
— Skal vi ikke sætte os, sagde Fru Fryant; hun og Admiralinden satte sig tilligemed Provsten og Hr. Fryant ved Væggen foran de dansende:
— Hvor det egentlig er underligt at
