157
sidde og sé paa alle de Mennesker, som ikke hører os til, sagde Fru Fryant: det er dog altid som at være paa Komedie.
— Det kommer kun an paa, sagde den gamle Dame, hvormange man synes, der hører én til.
Fru Fryant sad et Øjeblik:
— Ja, sagde hun og tog om Admiralindens Haand med begge sine Hænder:
– Hvor De altid har Ret.
Fru Therkildsen stod endnu stadig paa samme Plet, hvor Provstinden var traadt hen til hende. Hun vidste ikke selv, hvad hun talte om, mens hun alligevel talte ustanseligt.
En af de dansende Sønner fløj hende forbi og hun rynkede sine Bryn, som den, der fanger en Tanke.
Hun gik nogle Skridt frem:
— Oscar, kaldte hun, og Sønnen slap sin Dame:
— Du maa danse med Frøken Fryant, sagde hun.
— Hun vil jo ikke, svarede Sønnen ret højt og dansede igjen.
— Næh, hvor er jeg varm, sagde Frøken Johnny og satte sig paa en Stol ved Siden af sin Moder: Verner, kan jeg faa lidt at drikke.
Hr. Arthur Therkildsen, der henne Ira Buffeten havde vexlet et Øjekast med sin Moder, løb til med et Glas Champagne:
— Tak, Hr. Therkildsen, sagde Frøken Johnny, jeg foretrækker Vand.
Nede ved Døren standsede alle de dan-
