20
Brasen pegede paa »Jyllandsposten«: den var med meget lille Skrift, hans Annonce. Andersen saa ned paa Bladet:
— Ja, sagde han :
— Det er s'gu Reklamen, der skal gjør' 'et, i disse Tider.
— Men skidt er'et, Brasen.
— Ja, det er, sagde Brasen og saa, pludselig hen over Gulvet, ligesom søgte han om noget.
De tog sig to Baiere, Brasen havde lige rejst sig fra sin Stol for at faa dem hentede.
— De gi'er 'en vel, Andersen, sagde han, før han satte Flaskerne paa Bordet.
Da Andersen kom ud i Køkkenet, havde Fru Brasen udtaget Kødet. Hun var altid længe om det. For man maatte regne det ud, med de Ben, der bare vejede til; og saa hellere tage Spædeskanke fra Nielsen i Smøgen til Suppe.
Andersen saâ ned paa Kødet, smak sine Stege i Truget og sagde:
— Ja, saa kører vi — foreløbig.
Han gik med Truget. Ude i Gaarden mødte han Staldforpagter Nielsen.
— Den er skral her, sagde han.
Nielsen bare lo:
— Ja, sagde han: den er ikke saa »bevægelig«.
— De griner, for De har »Bog«, sagde Slagter Andersen, som blev staaende, lidt og saá paa Nielsen, der var brun og rød i sin Lød:
— Hva' Satan faar De Deres Pi'er for, Nielsen, sagde han pludselig.
