21
Nielsen holdt begge Hænderne i Bukselommerne:
— Man faar dem paa Ansigt, Andersen, og saa paa Bevægelsen.
Slagteren stod lidt igen:
— Ja, sagde han:
— Det er s'gu det, man spekulerer over. Men hvad én angaar, er man jo gift Mand.
— Farvel, Nielsen.
Slagter Andersen var tredive Aar og for nylig tredie Gang gift. Det var, ligesom hans Koner, der ellers havde været kønne nok, sygnede helt hen, som om Andersen tog fra dem baade Pust og Huld i det ægteskabelige Samliv.
Men Gifteriet var det alligevel, Brasen stadigt drev sin Spot med:
— Ja, svarte saa Andersen:
— Der er s'gu dem, der maa til Alleret hver Gang ….
Slagteren gik ud til sin Vogn, som Hesten sindigt flyttede hen foran Købmand Terkildsens gule Hus, der var i to Etager, med hvidmalede Gesimser og grønne Vindueskarme. Til Butiksdøren førte en Trappe op, hvis Gelænder var hundrede Aar. Da Slagter Andersen vilde kjøre ind gennem Porten, kom Konsulen — Hr. Terkildsen var Vice-Konsul for Sverige og Norge — frem paa sin Trappe. Han var skægløs, bar brun Paryk og havde ingen Læber.
Han nikkede et »Godmorgen« til Slagteren, der betød, at Hr. Andersen skulde standse:
