22
— Godmorgen, sagde han igjen, og tav et Sekund paany — det var Hr. Konsulens Vane at lade sin Medverden vente et Nu mellem hver af sine Sætninger —:
— Vejret er ellers godt.
Konsulens Yndlingsord var Ordet »ellers«, der bestandig skjulte de hemmelige Forbehold, som tre Herreder frygtede.
— Ja, Vejret er godt nok, Hr. Konsul, sagde Slagteren, der ventede paa Fortsættelsen.
— Andersen kunde komme ind, sagde Konsulen, og han lod Andersen gaa op ad Trappen og ind i Butikken, mens han selv blev staaende et Øjeblik paa sin Trappe, som den, der ved Arbejdsfrembrud oversér sin By.
Hr. Slagter Andersen ventede i Boden, der optog en hel Længe og lignede en sort Tragt, frem af hvilken alle Menneskehedens Fornødenheder kunde hentes af to pluskæbede Bodsvende, hvis Øjne fuldstændig forsvandt i deres Ansigter, og hvis Klæder saá ud, som var de for et Aar siden dyppede i en Bøtte grøn Sæbe og havde siden da alle Urtekramhandelens Ingredienser klæbet sig paa dem.
— Vil Andersen gaa ind, sagde Konsulen, og vendt til en af Svendene:
— Bring et Glas Portvin.
Konsulen gik ind gennem Tragten, hvor under Loftet Leer og River hang, som trukne Sværd og sære Marterinstrumenter, og han traadte ind i Kontoret, der var halvmørkt, fordi det vendte ud til et Skur, og
