37
meget knoklet. Samtlige Medlemmer af Familien var knoklede af Skabning men ellers kraftige.
Fru Rist var naaet til at aftørre Støvet paa Rammerne om Deres Majestæter og Mindebladet fra Kongeaaen. Nu og da hostede hun. Luften i Værelserne var tør paa Grund af Manufakturlageret i Stueetagen.
Elisa Rist gik med sin Nodemappe ind i Apotheket. Apotheket var en graa Bygning, der lignede et Ligkapel. Paa hver sin Side af Døren fandtes to Søjler, som begge var en Smule skæve, hver til sin Kant, og som uvilkaarlig henledede Tanken paa Stammerne af et Par Taarepile. Over disse Søjler var Ordet »Apothek« malet med sort.
Da Elisa kom ind i Dagligstuen paa første Sal, rejste Fru Hauch sig fra en Lænestol, og sagde:
— Ja, sæt Dig saa.
Fru Hauch led af en kronisk Træthed, som hun udhvilede i Lænestole al den Tid, hun ikke gav Klavertimer. Hun havde i sin Tid været lovende ved Musikkonservatoriet og havde én Gang medvirket firhændigt ved en Klaverkoncert i Musikforeningen under Gade. Hun var altid sortklædt, i en højst besynderlig Kjolefaçon, der mærkeligt stod om hende. Om Halsen bar hun et Doratørklæde, som af Tiderne var stærkt medtaget i Kanterne:
— Begynd med Skalaen.
Elisa Rist sagde, uden at vende sig:
