Løb ud, løb ud, raabte Fru Brasen til »Eleven«. Selv skulde hun først have skiftet Forklæde:
— Løb ud, raabte hun igen, mens alting skjalv paa hende — og »hun havde ingen Kappe po« —:
— Løb ud, for nu er de her.
— Christian, skreg Brasen fra sin Skænk.
Christian stod midt paa Gulvet og var ikke naaet længere end til at tørre sig over hele Hovedet med et Vidskestykke.
Men Staldforpagter Nielsen var paa Plads og aabnede Døren til den første Charabanc, hvor fjorten Mennesker pludrede som en Fuglesværm.
Fru Brasen havde naaet den yderste Dør, hvor hun hilste, ved halvvejs at neje sig.
De fjorten svirrede ned af Vognen, og i et Nu var hele Billardstuen fyldt af Haandkufferter og Plaider og ubestemmelige Sjaler og Spaankurve og Skødehunde og af Hatæsker. Alle fjorten Personer talte i Munden paa hinanden, rystede Lemmer, raabte om Besked, strakte deres Bén og lo. Der var tre Herrer og elleve Damer.
Den anden Charabanc var kørt frem.
