57
Det skal go'e, Brasen.
Hun var tilmode, som var der Søgang i Gulvplankerne under hendes Ben.
— Værsgo, sagde hun: det er blot lige nedad Gaden. Hun gik ved Siden af de to sidste Gæster, som var en østjysk Grossererfrue med sin Datter, midt paa Gaden, hvor Ansigter stak frem bag alle Ruder:
— Ja, her er saa dejligt med Sol, sagde Fru Brasen. Brostenene bagte under deres Fødder.
— Er der ligesaa langt til Vandet, sagde Datteren, Frøken Lucie, som var en lille bleg og kjøbenhavniseret Person, der fik sin Villie i alt, fordi Grossererens Huslæge var blevet kjed af at sé hende faa Krampe.
— Det er bare en lille Sti, sagde Fru Brasen.
— Er det her, sagde Frøken Lucie, da de naaede Annexet.
Fru Brasen var lidt i Forvejen, og Grossererfruen sagde:
— Lucie, det var Dig, der vilde her.
Fru Brasen lukkede Døren op til Gadeværelserne. Familien Rasmussens Kufferter var ankomne og ikke ét Møbel var paa sin Plads:
— Ja, sagde Fru Rasmussen: dette var vel vore Værelser?
Fru Brasen, der saá, at Værelserne var tagne i Brug, sagde:
— Ja, det var jo Bestemmelsen.
Inspecteuren, som havde undersøgt Sengene, sagde:
— Det er Krølhaars, min Pige.
