82
ste og stillede sig op ved Vinduerne, to og to. De var alle fire i lyse Lærredsliv og de to i brune, de to i mørkeblaa Nederdele.
Signe, der gik rundt med hvad man saa gav hende i Hænderne, kom ind i Salen med fire Vinflasker, og satte dem med et Bump paa en Stol, før hun løb:
— De er der, sagde hun, da hun stod nede i Køkkenet.
Fru Brasen blev staaende midt paa Gulvet:
— Det er de da ikke, sagde hun:
— Hva' er da Klokken?
— Er 'en da fim?
Hun løb hen til Skorstenen:
— Og det Vand vil ikke kog'.
Det var Vandet til Fiskene:
— Sørensen, Sørensen, raabte Fru Brasen efter Eleven.
— Og Kartoflerne var lige kommet po.
Lemmen sprang op:
— Ja, nu er de der saa gu', skreg Brasen, der havde ligget i Skænkestuevinduet og sét Familien Rasmussen vandre frem midt ad Gaden. Inspecteuren var hvidvestet og i Diplomat.
— Er 'en da fim? sagde Fru Brasen, som kun løb rundt.
— Der kommer fler, raabte Brasen.
Det var Enkefruen med hendes Datter, der fulgte efter Inspecteurens.
— Christian.
Christian var intetsteds at sé.
Han vaskede Hænder i Vognskuret i et
