83
Tinfad og smøgede Snavset op paa sine Haandlinninger.
Inspecteurens var allerede paa Trappen:
— Man er vel næppe præcise, sagde Skolemanden, og hans Frue hilste, knapmaalt, paa de fire Damer ved Vinduerne, mens hun sagde:
— August, vil Du sørge for en Bordende.
I Køkkenet vilde Vandet stadig ikke koge, og Kartoflerne blev ikke nok:
— Jeg so'e, de var haard', sagde Fru Brasen, der svedte over den ganske Krop; hun raabte paa Stine, mens Christian kom ind, og hun synede ham, medens hun opstillede Fadene:
— Du maa ha' Manchetter po, sagde hun, og Christian løb igjen. Hans Kammer med Manchetterne var paa Loftet.
— Stine, raabte Fru Brasen.
Stine var rendt hjem efter en Kappe, til sit Hoved, under Serveringen.
— Hvor er hun dog hen'?
— Hun er stukken hjem, sagde Køkkenpigen, meget sløvt. Hun var en gammel Malkepige med fire Børn, som Brasens havde for nedsat Betaling.
— Er Du færdig, Jansine, lød Brasens Røst fra Lemmen: han bestilte ikke andet end løbe til og fra sit midterste Vindue i en underlig kort Galop:
— Er der sat Vin derop?
Vinen, der skulde staa paa Buffeten var hans eneste Idé: han vidste fra sine Forpagterdage, at saadan en Rad Flasker fristede en vaagen Tørst.