86
— Her er kjedeligt.
Fru Rasmussen havde i ti Minutter forlangt andre Stole til Børnene, og Enkefruen sagde:
— Ja, det tager lidt Tid . . . . Den stakkels Kone.
Der ankom en meget tyk Herre med en meget tyk Dame, hvem alle havde glemt, siden de stod af Charabancen, hvor de havde maattet sidde paa hver sin Side af Vognen for at opretholde Ligevægten under Kørselen.
Herren, som tørrede Sveden af sit Ansigt midt i Døren, sagde:
— Naa, vi er nok lige ved at komme for sent.
— Nej, De kommer vist tidsnok, sagde den gamle Frue, og alle gav sig til at lé.
Men Inspecteuren tog sit Gulduhr med Kapsel op af Lommen og sagde:
— Det varer dog næsten for længe; mens Enkefruens halte Datter, der hørte Fru Rasmussen sige til sin Mand:
— August, nu gaar jeg snart med Børnene, hviskede til sin Moder:
— Mo'er, jeg gaar derned.
— Ja gjør Du det, min Pige, sagde Moderen.
Den lille Frøken haltede ned ad Bagtrappen, og stod i Køkkenet:
— De venter deroppe, Frue, sagde hun.
— Ja de gjør', sagde Fru Brasen:
— Men den er jo po, sagde hun og tog sig op til sit Hoved: nu kommer vi.
Brasen sad og trommede paa den aabne
