Spring til indhold

Side:Sommerglæder.djvu/90

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

90

— Her er to Mandfolk, der vil ha' Logi — men først vil de vaskes.

Frn Brasen forstod ham ikke strax, saa sagde hun:

— Vis dem ovenpo.

— Ja, sagde Brasen, det kan vi osse; og han gik med de to Cyclister op ad Hovedtrappen hen til en Dør, hvor med store Bogstaver var malet »Dametoilet.« 

— De ka' godt gaa ind, Folkens, sagde han: For der er ingen.

De leende Trikotklædte gik derind.

Inde i Spisestuen begyndte Gæsterne at forlange Øl, og Christian løb rundt med Baierne, der timevis havde staaet i Geledder paa Skænken og var blevet varme i Solen.

— Man kan vel faa en kold Øl, sagde den tykke Herre, og Inspecteuren bad for fjerde Gang om sin Flaske Rødvin.

— Er der Vand til os andre, spurgte Fru Rasmussen.

Alle Vandkarafler var tømte, og Fruen fra Østkysten og Datteren brugte Vifte over deres Suppetallerkener.

Enkefruen sagde over Bordet til Fru Lindegaard:

— Ja, vi har det saa rart nede hos os, og Datteren lagde til:

— Vi har fundet en Pottemager, der har saadan kønne Ting.

Den østjydske Frøken spurgte, hvad han lavede; og den brunlødede Herre sagde med en blød Stemme over til den halte Frøken: