93
De to Cyclister var kommen ind i Spisesalen og skulde have Plads. De var forlegne og stod og sank i Knæene, som om det kunde skjule deres mer end Halvnøgenhed forneden. De gik Bordet rundt, og de fandt ingen Plads, medens Stine og Christian begyndte at byde Fisken rundt, og Fru Rasmussen, der hadede Sport og dens Klædedragter, sagde om Cyklisterne:
— August, ikke hos os.
Den tykke Herre tog Fisk og spurgte Stine:
— Fra hvilket Hyttefad er de, Jomfru? medens en af Lærerinderne aftørrede Sauceskaalen med sin Serviet, og Fru Lindegaard i Lorgnet, med Kyndighed, maalte Cyclisternes meget oprigtige Figurer, som Kenderen, der undersøger Gjenstanden.
— Vi kan rykke sammen, sagde den østjydske Frøken, der, idet Cyclisten blev kilet ind mellem hende og Fru Lindegaard, garderede sit Kjoleslæb, uden at flytte sine Ben.
Én af Lærerinderne bad om Salt:
— Ja, det vilde være rart, sagde Hr. Rasmussen, og Stine og Christian lod alting staa — naar de satte Fadene fra sig, saá det ud, som de øvede dem i Slyngning med Skive — for at løbe efter Salt: Der var ikke ét Saltkar paa Bordet.
Fisken slap op ved den brunløddede. Den tykke Frue, der spiste Rødspætte med Kniv, bad om Brød, som der heller ikke var, før den ene Cyclist, der allerede var
