Utr. Ø. L. D. 20. dec. 1972
217
rigsdagsforhandlingerne angående grundloven af 1915 er anvendt i den af sagsøgeren påståede betydning fremgår også klart deraf, at forslaget til valgloven af 1915, der var til behandling samtidig med grundlovsforslaget, gjorde andel i tillægsmandater betinget af opnåelse af et kredsmandat, et krav som er strengere end de nugældende regler.
Såvel ved vedtagelsen af valgloven af 1915 som ved vedtagelsen af de senere valglove har lovgivningsmagten fundet spærreregler nødvendige for at undgå for mange småpartier og fraktionsdannelser og derved at sikre folketinget rimelige arbejdsvilkår og folkestyrets effektivitet. De gældende bestemmelser i valglovens § 42 går ikke udover, hvad dette saglige hensyn tilsiger.
Retten må være enig med sagsøgte i, at ordene ”til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne” i grundlovens § 31, stk. 2, ikke kan forstås som påbydende en ren matematisk fordeling af mandaterne på grundlag af stemmetallene, da grundlovens § 31 i stk. 2 i slutningen og i stk. 3 indeholder regler, der tillader fravigelser fra en sådan ren matematisk fordeling.
Retten må også være enig med sagsøgte i, at forarbejderne til grundlovene fra 1915 og 1953 ikke afgiver støtte for den opfattelse, at der i valgloven ikke må optages andre fravigelser fra et matematisk ligedelingsprincip end sådanne, som følger af reglerne i grundlovens § 31, stk. 2, i slutningen og stk. 3. Når henses til, at valgloven af 10. maj 1915 – der indeholder den strengeste spærreregel, Danmark har haft – blev vedtaget af det folketing, som samme forår vedtog forslaget til grundloven af 5. juni 1915, samt til at valgloven af 31. marts 1953 ligeledes blev vedtaget af det folketing, som samme forår vedtog forslaget til grundloven af 5. juni 1953, må retten finde at de i de nævnte valglove indeholdte spærreregler ikke går ud over, hvad man ved grundlovens givelse har fundet foreneligt med grundlovenes bestemmelser.
Da de siden 1953 gennemførte ændringer i valglovens bestemmelser om fordeling af tillægsmandater ikke har medført væsentlige eller principielle ændringer i adgangen til at opnå tillægsmandater, findes de nugældende bestemmelser i lovbekendtgørelse nr. 366 af 10. august 1970 § 43, stk. 1 ikke at være i strid med grundlovens § 31, stk. 2, og der vil derfor være at give dom efter sagsøgtes frifindelses påstand.
Hver part bør efter omstændigheder bære sine omkostninger.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Indenrigsministeren, bør for tiltale af sagsøgeren, landsretssagfører Lars O. Grønborg, under denne sag fri at være.
Hver part bærer sine sagsomkostninger.
