Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

21

Barandon med flere og forklaringer af en række tyske politifolk, der tidligere har gjort tjenste her i landet, og mod hvilke der er indledet retslig forfølgning. Der er derhos dokumenteret et stort antal fotokopier af tjenstlige dokumenter, indberetninger og lignende, der er fundet i tyske arkiver, en del edelige erklæringer m. v.

 Tiltalte Best har ikke ønsket at afgive forklaring under domsforhandlingen og har protesteret imod, at der tillægges de af ham, som han hævder under falske forudsætninger, tidligere afgivne forklaringer nogen betydning. Under hensyn til de kauteler, hvorunder forklaringerne er afgivet, finder retten imidlertid ikke at kunne se bort fra dem.

Vedrørende tiltalte Best.

 Da tiltalte den 5. november 1942 kom her til landet, havde de dansk-tyske relationer i nogen tid været inde i en krise, hvis umiddelbare anledning var Adolf Hitlers vrede over den danske konges takketelegram for Hitlers lykønskning til kongens fødselsdag. Den tyske gesandt v. Renthe-Fink var i slutningen af september blevet tilbagekaldt og den danske gesandt i Berlin havde fået anmodning om at rejse hjem, uden at der dog var tale om nogen afbrydelse af den diplomatiske forbindelse. Fra tysk side var der stillet krav om en omdannelse af regeringen, og således at nationalsocialister blev optaget i den, men dette sidste krav var antagelig frafaldet ved tiltaltes ankomst. v. Ribbentrop havde i hvert fald efter Scavenius' forklaring opgivet det ved deres forhandling den 2. november 1942.

 Tiltalte har forklaret, at han i august 1942 blev forflyttet til udenrigsministeriet i Berlin, efter at Ribbentrop havde stillet ham i udsigt, at han kunne få en stilling inden for diplomatiet i udlandet. Han indformerede sig om arbejdet i ministeriet, og den 4. november 1942 fulgte hans udnævnelse til Reichsbevollmächtigter i Danmark. I modsætning til v. Renthe-Fink var han ikke udnævnt til gesandt, og han havde udtrykkelig ordre til ikke at aflevere sine akreditiver til kongen. Forinden sin udnævnelse, nemlig den 27. oktober 1942, havde han haft et møde med Hitler, i hvilket han mundtlig informeredes om sit virke i Danmark, idet han fik til opgave: at danne en ny regering, at sørge for opretholdelse af de danske ydelser til Tyskland, at opretholde ro og orden i landet uden forøget indsats af tyske kræfter og endelig at forberede muligheder til sin tid for at ordne Tysklands endelige forhold til Danmark gennem aftaler med en legal dansk regering.

 Det var hans hensigt at ville føre en hensynsfuld overenskomstpolitik, hvilken linie han da også fulgte under sine forhandlinger: umiddelbart efter sin ankomst til Danmark om dannelsen af den nye regering, for hvilken Scavenius blev chef.

 I Berlin var tiltalte blev gjort bekendt med instrukserne til sin forgænger, hvorefter det tilkom den rigsbefuldmægtigede at have hele den politiske ledelse i landet, også lige over for værnemagten. Det tilkom således tiltalte at forhandle med den danske regering om militære spørgsmål, bortset fra rent saglige spørgsmål, som kunne forhandles mellem militærinstanserne indbyrdes. Det viste sig imidlertid, at v. Hanneken, der den 12. september 1942 havde afløst general Lüdke som øverstbefalende i Danmark, havde modstridende instruktioner, hvilket medførte visse vanskeligheder. Ved forhandlinger imellem dem og efter fornyede instruktioner fra Berlin blev forholdet dog snart berigtiget.