Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

20

som midlertidig leder af afdeling III, der havde med Abwehr og spionage at gøre, og i denne stilling forblev han indtil 1939. Fra juni 1940 var han Kriegsverwaltungschef i Frankrig med hovedsæde i Paris.

 Den 1. november 1930 indmeldte han sig N. S. D. A. P. i Hessen. Den da herskende store arbejdsløshed i Tyskland havde overbevist ham om, at der måtte gøres noget radikalt for at bringe den til ophør, og da han mente, at kun det nazistiske parti ville være i stand til at løse denne opgave, meldte han sig ind i partiet.

 I 1931 blev han medlem af S. S. Dette skete efter henvendelse fra en stedlig S. S.-fører, der ønskede, at også S.S.-uniformen blev repræsenteret i den hessiske landdag, hvoraf tiltalte da var medlem. I de følgende år fulgte forskellige forfremmelser inden for S. S. I 1942 blev han Gruppenführer og endelig i 1944 Obergruppenführer, men disse forfremmelser var af rent formel natur og blev egentlig kun givet, for at han i de forskellige stillinger, som han efterhånden indtog, ikke skulle være de forskellige S. S.-folk underlegne i kompetance.

 Tiltalte v. Hanneken har siden sin tidligste ungdom været tilknyttet den tyske hær og deltog i den første verdenskrig. Efter dennes afslutning gik han over i rigsværnet. I 1935 blev han tilknyttet våbendepartementet, og i de følgende år var han beskæftiget under „4 Aars Planen“. Da han ikke syntes, der var opgaver for ham, forlangte han i 1942 sin afsked. Han havde forinden forgæves begæret sig forsat til fronttjeneste. Han har aldrig tilhørt N. S. D. A. P. eller forbund og grupper under dette parti.

 Tiltalte Pancke stammer fra et officershjem og har tilhørt den tyske hær siden sin tidligste ungdom. Han var deltager i den første verdenskrig, og efter revolutionen deltog han i krigen i Balticum, hvor han blev såret. Nogle år opholdt han sig nu i Argentina og vendte omkring årskiftet 1926/27 tilbage til Tyskland, hvor han fik en underordnet stilling i Kiel. Fra denne blev han afskediget 1 1931 på grund af deltagelse i en demonstration. I 1930 indmeldte han sig i N. S. D. A. P., og det følgende år blev han medlem af S. S. Han var derefter beskæftiget med partiarbejde, navnlig inden for gymnastikken og den førmilitære skoling rundt om i Tyskland. I 1934 blev han forflyttet til Hamborg som Oberführer inden for S.S. Derfra forflyttedes han i 1938 til Berlin, da han blev chef for Rasse- und Siedlungsamt. I 1940 blev han udnævnt til Höhere S. S. und Polizeiführer i Braunschweig. Inden for S.S. var han da Gruppenführer, det følgende år forfremmedes han til Obergruppenführer.

 Tiltalte Bovensiepen er juridisk uddannet, og i 1931 blev han udnævnt til Gerichtsassessor. I 1933 blev han tilknyttet Gestapo i Düsseldorf, og herfra forflyttedes han i 1934 til Magdeburg, hvor han fik en lederstilling. Efter forskellige tjenestesteder rundt om i Tyskland kom han i 1941 til Berlin. I 1943 forflyttedes han endelig til Kassel, hvor han blev inspektør i sikkerhedspolitiet og S. D. (Sicherheitsdienst).

 I begyndelsen af 1920erne søgte tiltalte tilknytning til nationale sociale bevægelser i Tyskland. I 1925 blev han optaget i N. S. D. A. P. Han udførte i de følgende år arbejde inden for partiet uden at have nogen højere grad. Efter magtovertagelsen i 1933 gled han ind i forskellige afdelinger inden for partiet. I november 1943 blev han S. S. Standartenführer og oberst i politiet.

 Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte v. Hanneken, Pancke og Bovensiepen, hvorhos der er afgivet vidneforklaring af blandt andet fhv. Statsminister Erik Scavenius, ambassadør Niels Svenningsen, tidligere gesandt