23
Efter modtagelsen af meddelelsen bestræbte tiltalte sig på at opnå, at den således befalede aktion blev gennemført under den siden den 29. august 1943 bestående militære undtagelsestilstand. Grunden hertil var, at han befrygtede, at aktionen ville medføre stor ophidselse hos den danske befolkning og måske uroligheder, der på et senere tidspunkt kunne føre til en ny undtagelsestilstand. Hertil kom, at tiltalte var klar over, at aktionens resultat ville blive så meget ringere, jo før den fandt sted, fordi det tyske politi først var ved at komme her til landet og derfor var uden kendskab til forholdene.
Derfor sendte tiltalte den 8. september 1943 til v. Ribbentrop et telegram, hvori han opfordrede til en jødeaktion, idet han henviste til en af sine tidligere indberetninger, hvori han bestemt havde frarådet en jødeaktion, ligesom han gjorde opmærksom på de vanskeligheder og følger, som aktionen kunne få.
Samtidig lod tiltalte gennem sin medarbejder, Duckwitz, danske kredse tilflyde meddelelse om den forestående aktion, hvilket havde til følge, at kun 4—500 jøder blev fundet af det tyske politi og deporteret.
B. (V)
Det fremgår af sagens oplysninger, at tiltalte den 30. december 1943 blandt andet sammen med Pancke og v. Hanneken var til stede i Hitlers hovedkvarter til drøftelse af forholdene 1 Danmark. På dette møde blev der af Hitler givet ordre til, at al rettergang mod danske sabotører skulle ophøre, idet man gennem rettergangen blot skabte martyrer, og at man skulle øve gengæld, derved at drab blev besvaret med drab og sprængning med sprængning.
Tiltalte har forklaret, at han protesterede mod Hitlers plan, da dens udførelse ville virke uheldigt i et land som Danmark, hvor man lagde megen vægt på retsforfølgning.
Efter mødet i hovedkvarteret havde han alene et møde med v. Ribbentrop, der var enig i tiltaltes synspunkter og ønskede at holdes nøje orienteret om, hvordan udviklingen forløb. Tiltalte opfattede ikke Hitlers ordre som rettet til sig selv personlig. Aktionernes udførelse påhvilede politiet, og dette var som tidligere anført ikke underlagt tiltalte. Tiltalte havde intet kendskab til de tyske terroraktioner 1 enkeltheder. Han blev aldrig i forvejen gjort bekendt med emnerne for modterror, hverken når det drejede sig om ejendomme, eller når det drejede sig om drab. Han tænkte sig, at Bovensiepen var den egentlige leder af gengældelsesforanstaltningerne her i landet, men det er aldrig blevet sagt ham eller betydet ham i en mere direkte form, og om den såkaldte „Peter-gruppe“, der udførte modterroren, har han først hørt efter kapitulationen.
Tiltalte har til enhver tid været imod den anvendte fremgangsmåde og har givet udtryk for dette både overfor de herværende tyske politifolk og overfor udenrigsministeriet i Berlin, men uden at det har nyttet. Når han efter at være blevet bekendt med enkeltaktioner forespurgte hos det tyske politi, hvordan sagen hang sammen, fik han altid undvigende eller ufyldestgørende svar, og med hensyn til drab var svaret som regel, at de pågældende enten havde søgt at sætte sig til modværge celler havde forsøgt flugt. Medvirkende til det tyske politis modvilje mod at give ham oplysninger var blandt andet, at man fra politiets side vidste, at tiltalte til enhver tid arbejdede på, at politiet skulde underlægges ham, og at han protesterede mod politiiets fremgangsmåde. Modsætningsforholdet til det tyske politi skærpedes efter den
