Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/27

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

25

bopæl på et hotel, og at mange tyske officerer havde intim omgang med danske kredse.

 Tiltalte forstod sin opgave derhen, at han kun skulle tage sig af militære spørgsmål. Overfor en embedsmand af Best's stab gjorde han opmærksom på ulemperne ved, at man her i landet ved siden af den øverstkommanderende havde en rigsbefuldmægtiget, der kunne udstede ordrer, som militæret var pligtig at følge, men hverken da eller senere har tiltalte udfoldet bestræbelser for at blive udnævnt til militær befalingshaver i Danmark.

 Inden Best's ankomst havde tiltalte gjort sig bekendt med den for hans embede gældende tjenesteinstruks, af hvilken det fremgik, at han havde rent militære opgaver, medens de politiske, politimæssige og økonomiske områder hørte under den rigsbefuldmægtige.

 Tiltalte havde i og for sig beføjelse til for så vidt angik spørgsmål, der vedrørte den tyske hær, at træde i direkte forbindelse med danske myndigheder, men da det gav anledning til visse vanskeligheder, enedes han med Best om, som også af denne forklaret, at værnemagtens sager forhandledes med danske myndigheder gennem Best's tjenestested, dog forhandledes fortsat spørgsmålet om besættelsesomkostninger direkte med Nationalbanken, ligesom der var direkte kontakt mellem den danske og den tyske hær. Når der forelå blandede sager, sørgede tiltalte for, at Best blev informeret.

 Idet den tyske værnemagt således forelagde sager for Best's tjenestested til videre forelæggelse for danske myndigheder, havde dette derved mulighed for at fremkomme med indvendinger.

 Samtlige dokumenter, der afgik fra den herværende tyske overkommando til højere instanser i Tyskland, blev Best gjort bekendt med, og denne og senere også Pancke overværede efter tiltaltes indbydelse hans regelmæssige møder med sine kommandører, hvorved de fik mulighed for at gøre sig bekendt med de retningslinier, som tiltalte fulgte.

 Tiltalte har yderligere forklaret, at han var bekendt med den af Best fulgte linie, som de tit drøftede, nemlig at få forholdene til at glide uden voldsomme midler. Tiltaltes politiske standpunkt faldt for så vidt sammen dermed, som han tilstræbte med de forhåndenværende statlige og folkeretlige midler at opretholde ro og orden her i landet.

 Han har i ikke få tilfælde modsat sig tyske fordringer på økonomiske, politiske og andre områder, således krav om tvangsudskrivning af danske arbejdere og disses anvendelse i Nordtyskland, hvilket han i forbindelse med Best fik forhindret.

 Angående jødedeportationerne har tiltalte blandt andet forklaret, at Best efter den 12. september 1943 meddelte ham, at der nu forelå en hitlerordre over udenrigsministeriet til jødespørgsmålets løsning, og forlangte værnemagtens medvirken, hvad tiltalte protesterede imod over for O. K. W. (den tyske overkommando), der meddelte, at aktionen skulle ledes af S. S.-føreren Berger uden værnemagtens medvirken.

Angående de enkelte tiltaleforhold.

B. (V)

 Angående bekæmpelsen af sabotagen, der fra begyndelsen af 1943 var i fortsat stigning, har tiltalte forklaret, at han vist nok et par gange inden den 29. august 1943 gennem Best har søgt at fremsætte forslag til de danske myndigheder i overensstemmelse med tiltaltes synspunkt, som var det, at man effektivt kun