Side:Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf/184

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

178

tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder. Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.

Naar De ikke har passet Deres Badetime og ser Deres Efterfølgere harmdirrende og ophedede vente paa Stranden, vis Dem da særlig venlig og sig: „Gud, er Klokken virkelig blevet saa mange — De maa endelig undskylde!“ Venlighed plejer at afvæbne selv den retfærdigste Vrede.

Rejseudstyr. Forberedelserne til Sommerferien gør ofte i en Bylejlighed den skønne Juni til Aarets besværligste Maaned, naar Familien skal tilbringe Sommeren paa forskellige Steder, og Hver skal have sin Garderobe forsvarligt og praktisk i Stand til Udflugten.

For Damer gælder det at kunne variere det Lidet, man tager med, saaledes, at det virker som flere Dragter, ved en Bluse, en Fichu, et kulørt Bælte o. l.

Det er praktisk til en Sommerrejse at vælge Vaskestoffer, der hverken behøver at rulles eller stryges, som f. Eks. det saakaldte Rynkestof eller Frotté, saa man i Nødstilfælde selv kan vaske det.

Man bør medtage et elektrisk Strygejern. De fleste Steder er der elektrisk Lys, og man kan da, ved at sætte det paa en Kontakt, bestandig være i stand til at glatte en Kjole.

Den største Vanskelighed ved Rejseforberedelser bestaar i, at man ikke paa Forhaand ved, om man faar Brug for varmt eller tyndt Tøj. Selv ved Sommertid bør man medtage en enkelt mørk ulden Dragt, et varmt Overstykke og et Par tykke Støvler. Desuden Galoscher. Husk, at August med ligesaa megen Ret kunde benævnes Regnmaaneden.