185
Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.
Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.
Naar De har Besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en Undskyldning til Deres Besøgende.
Det er uhøfligt mod en Besøgende, ikke, hvis man ringes op, at gøre den telefoniske Samtale saa kortfattet som muligt. I Stedet for at drøfte Bagateller i en Ventendes Paahør, bør De sige: „Undskyld, jeg har Besøg. Ring venligst op senere.“ Det sker sjældent.
En Læge, Tandlæge, Præst el. lign. bør have en Anden til at passe sin Telefon under sin Modtagelsestid. Det virker mere end stødende, naar f. Eks. en Patient hører Lægen, under Drøftelsen af Lidelserne, i Telefonen veksle Repliker angaaende en paatænkt Skovtur eller Bridgeaften.
Vær høflig i en Telefon. Først mod Damen. Dernæst mod Den, De skal snakke med. Hvis De siger noget uvenligt til ham, saa husk, at han ikke kan se paa Deres Ansigt, at De ikke mener det saa slemt.
Naar man telefonerer, begynder man med at spørge: „Er det hos Grosserer N. N.?“ Efter Svaret nævner man sit Navn og beder om at maatte tale med den Person af Husstanden, der ønskes. Det korrekte Svar herpaa er: „Et Øjeblik, jeg skal se, om
