227
Alle vil gærne smykke sine Kæres Dødsleje med al den Skønhed, der kan tilvejebringes.
Naar den Afdøde føres bort er vel nok den Stund, der er den sværeste at komme over for de Efterladte.
Det bliver mere og mere Brug at gøre det til en lille privat Sørgefest i Hjemmet ved at underrette nære Slægtninge og Venner om Tidspunktet. De Fleste giver da Møde, hvis det er dem muligt. Den Afdødes Ægtefælle, Fader eller Søn siger da som Regel nogle Afskedsord og undertiden synges en Salme.
De Allernærmeste følger da efter Rustvognen til Kapellet tilfods eller tilvogns.
BEGRAVELSE. I gamle Dage gik Damer ikke med
til Begravelser, men denne Skik er forsvundet
sammen med saa mange andre Urimeligheder.
Naar Damer har kendt og skattet den Afdøde, er det naturligt at vise ham eller hende den sidste Ære, men det maa stærkt fordømmes at betragte en Begravelse som et gratis Skuespil, som det kun altfor ofte sker ved celebre Dødsfald, der drager en stor Jordefærd efter sig med Kirkemusik, Faneopstilling o. l. Fremmede og Uvedkommende burde have saa megen Agtelse for Døden, at de holder sig borte. Trængsel af nysgerrige Uvedkommende ved en Begravelse er noget af det mest uskønne i Samfundslivet og en Forhaanelse mod de Efterlevendes Sorg.
Det bruges saa godt som altid, at de nærmeste mandlige Slægtninge staar opstillet ved Kirkedøren og bringer alle de Udgaaende en Tak for Tilstedeværelsen ved et Haandtryk.
Det kunde maaske tilraades for dem, der ikke holder af denne Skik, at lade fremlægge en Liste, paa hvilken man kan skrive sit Navn.
15*
