226
sin mulige forestaaende Død af Hensyn til de Andre, for hvem det er vanskeligt at drøfte Æmnet i den lyse Tone, som man helst vil anslaa.
DØDSFALD. Naar ingen Redning har været mulig,
og Døden er indtraadt, da træder, sammen med
Sorgen og den aldrig udeblivende Nerveslappelse hos de
Efterlevende, en lang Række ydre Formaliteter til,
ganske fraregnet Bladannoncerne og Forberedelserne
til Begravelsen, som sædvanligvis overlades til en
Bedemand. De Nærmeste skal underrettes om
Dødsfaldet, de Nærboende pr. Telefon, de Fraværende pr.
Telegram eller Brev. Sørgeklæder skal skaffes,
deltagende Besøgende strømmer ind, Alle lidt
agtpaagivende overfor „hvordan man tager det“, og i mange
Tilfælde ringer Pressen op for at faa Meddelelser.
Altsammen ret besværligt og angribende, men maaske
dette udenoms hjælper de virkelig Bedrøvede over
den første Sørgetids frygtelige Chok og gør den til
Sorgens Festdage, mens Savnet først egentlig tager fat
efter Begravelsen sammen med det graa Dagligliv.
Bekendtgørelse. Gør ikke en Dødsannonce i Bladene svulstig og højtravende og sæt ikke en lang Række Navne under den, hvis Slægtskabsforhold til den Henfarne ikke er til at hitte Rede i. Naar disse er særlig indviklede, vil De Efterladte være at foretrække.
Saa snart man erfarer, at En, man holdt meget af, er død, bør man straks gaa hen til de Efterlevende, hvis man staar dem meget nær, eller ogsaa sende et Brev.
Det er et kønt og som oftest velkomment Bevis paa Deltagelse straks at sende Blomster til den Dødes Leje og paa den Maade komme Begravelsesdagens uhyre Blomstermængde i Forkøbet.
