43
sker givet, men denne varme Følelse kan ikke have nogetsomhelst andet end Hjertelaget — Hengivenheden til Grundlag. Det mindste Gran af Snobberi, af personlig Interesse, af Stræberformaal — og det er forbi med den indre Glæde. Der bliver køligt i Ens Indre, og man fortjener ikke bedre.
Det bedste ved det ægte Venskab er næsten det, at det holder En moralsk oprejst. Staar man overfor noget smaaligt og lavt, som man fristes til, noget, der kunde bringe En enten Fordel eller Hævn, og man saa kommer til at tænke paa sin bedste Ven og hans eller hendes Tiltro til Ens Tænkemaade, saa gør man det ikke, dette Lave — kan ikke gøre det. Saa højt skal man sætte Venskabet, og saadanne Venner skal man have.
Det lykkeligste er at slutte sig saa nær til sine Barndoms- og Ungdomsvenner, at man beholder dem Livet langt. Men selvfølgelig kan man ogsaa senere hen i Aarene stifte Bekendtskaber, der udvikler sig til varigt, ja uforgængeligt Venskab, hvor Forholdet er bygget paa en ganske uvilkaarlig Sympathi.
Et gammelt Ord siger:
| Ingen Ven Du har, der dadler, naar Du Dadel har behov. |
I rette Øjeblik at gøre en Ven opmærksom paa en Handlemaade, der almindelig vil blive opfattet som fejlagtig, er en virkelig Tjeneste at gøre ham, saa meget mere som den ikke er behagelig. Det maa gøres med Hjerte og Takt, som alt, hvad der skal føre til det Gode.
Baade i Venskabs- og Forretningsforhold skal man være varlig med at glide ind paa et galt Spor, lokket af et bestikkende Væsen. Vi er alle tilbøjelige dertil. Hvis vi vil undgaa Livets værste Knubs — de store
