71
noget lallende Babysprog, som det kun altfor tidt gøres. Tal, selv i Spøg og Leg, klart og korrekt til Barnet, som derved fra ganske lille vænnes til at tale et smukt og omhyggeligt Sprog.
. Giv ikke Deres smaa Børn Kælenavne. Det er saa godt som umuligt senere at frigøre sig for dem og det er en stor Ubehagelighed Livet igennem at gaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut eller hvad man nu har hittet paa, naar hele Ens Ydre og Væsen er en fuldkommen Kontrast dertil. Det kan lyde lidt højtideligt, naar der siges: „Giv Viktoria en ren Ble paa!“ eller: „Aleksander har kastet sin Vælling op!“ men for Barnets Fremtids Skyld bør man sætte det igennem. Det turde være et Fingerpeg i Retning af, at man helst bør afholde sig fra at give sine Børn altfor højtklingende og for poetiske Navne, som det nu er Skik. Man bør betænke, at Barnet ikke vedbliver at være en henrivende guldlokket Skabning, men med Tiden bliver til en velmeriteret skaldet Grosserer eller en trivelig graahaaret Tante.
DET STØRRE BARN. Naar den Periode i Barnets
Liv indtræffer, hvor det uafladelig spørger, ofte paa
den taabeligste Maade, maa de Omværende ikke svare
afvisende eller undlade at svare. Man maa tænke paa,
at et Barn har alt at lære, og at fraregnet det at se og
høre, er Spørgsmaalet det eneste Middel, hvorved det
kan forøge sin Viden.
Giv Barnet en fornuftig Forklaring, der giver det en tydelig Forestilling om den Ting, det spørger om, og svar ikke adspredt.
Fortæl Barnet en Mængde af, hvad det har at lære, paa en Maade, der er afpasset efter dets Udviklingstrin. Fortæl det om Naturens Undere, om de gamle Folkeforestillinger, men især om de bibelske Tildra-
