vakker, bitter (ikke i sncv). Det uvæsenlige er beholdt 1: spikar (sml. spík- ari); ljoster, cer (ikke 1: våg). Til overgang af - til -e svarer, af bank. kungje (sjeldnere kung); af intelk. vette, styrkje; af hunk. rova, svana, potta. Eller således, at ordene have dobbelte former, en på -a, og en uden dette, med forskellig betydning: lekkja, en kæde, men lekk hlekkr (ledt en kjædel; vengja, fuglevinge, men veng (smi. vængr), en afbrækket vinge, og i tillægso. ohyra (døsig). (Det væsenlige r er beholdt 1: reir, ik, klembr; det uvæsen- lige bortfalder 1: toeng, knut, enut, meid, tind, leiv, tann, og i øydd.)
Samle vi nu det forhen adviklede, bliver resultatet dette, at imedens endelsen -er (og -e) i Dansk svarer til alle de nævnte former i Oldnordisk, stiller forholdet sig i Svensk og Norsk således:
Oldn. Svn. -veri -are Nrak. -DA- -herra -are 49- -ari -478 -ar, -arr -eri -are -67 -6° - -er -ir, -r -* (væsenl.) - (uvæsenl.) -, -, -, ** -er, -e, -a -er, -, -* -e, -th Det sees heraf, at endelsen er veksler endnu i Svensk med -are, -ar, sjelden -ur, i Norsk med vær (var), -ar, -ir, sjelden -ur, medens den i Dansk er gennemført for samtlige til grund liggende oldnordiske endetillæg, hvilket igen viser, at Dansk ber om end på formrigdommens bekostning har fuldendt sin formdannelse, medens udviklingen 1 søstersprogene endnu er i fremskriden.
Guldhorn-Indskriften.
Af Sophus Bugge.
Den navnkundige Runeindskrift paa det ene af de ved Mögeltönder fundne Guldhorn
ᛖᚲᚺᛚᛖᚹᚨᚷᚨᛊᛏᛁᛉ ᛬ ᚺᛟᛚᛏᛁᛃᚨᛉ ᛬ ᚺᛟᚱᚾᚨ ᛬ ᛏᚨᚹᛁᛞᛟ
læser jeg
EK HLEVAGASTIR HOLTINGAR
HORNA TAVIDO
og oversætter: Jeg Légest fra Holt (eller: Sön af Holte) gjorde Hornene (Hornet?).
I Vulfilas Sprogform vilde det lyde
- Ik Hliugasts Hultiggs haurna (haurn?) tavida;
i almindelig Oldnordisk
- Ek Hlègestr Hyltingr horn [gørða];
i Oldengelsk
- Ic Hleowgæst Holting hornas (horn?) tawede.
