Med Sikkerhed vil jeg ikke nu afgjöre, om ᛉ her er Tegn for R i Enden af Ord eller for den blöde S, hvoraf R i almindelig Oldnordisk er opstaaet; dog tale overvelende Grunde for det förste. For Oversættelsen kommer det ud paa ett.
Heller ikke afgjör jeg nu, om HORNA her er Flertalsform eller Entalsform.
Den her givne Tydning vil jeg ikke nærmere begrunde nu, förend vi har faaet Professor G. Stephens’s fuldstændige Udgave af Indskrifter i den ældste Runeart.
Indholdsangivelse af nye Skrifter.
Konjugationen i Nygræsk, af J. Pio. Kbhvn. 1865. W. Prior. 8. 16 Sider.
Det er bekendt, at Nygrækerne, i deres lver for at dokumentere sig som virkelige Hellener, bestræber sig for at reformere det moderne Sprog ved saa- vidt mulig saavel i Tale som Skrift at tilbagefore antike Ord og Böjnings- former. Istedenfor at Indskrænke sig til efterbaanden at söge at fordrive de beterogene Bestanddele af fremmede, især tyrkiske, albanesiske og italienske Ord, og erstatte disse saavidt görlig ved en fornuftig og efter det moderne Sprogs Kharakter afpasset Benyttelse af det gammelgræske Ordforraad, saa optager man ikke alene iflæng antike Ord i deres antike Form, men endog Böjnings- former, som længst er uddõde i Folkets Mund, og söger at fortrænge organisk udviklede Former, hvis Existens i det Romæiske eller Fællesnygræsken lader aig paa vise igennem mange Aarhundreder. Vi har derfor nutildags 1 Græken- land med 3 Slags Sprog at gøre det Joglotatistiske Sprog (1 broget Skik- kelse, ligefra det Byzantinske med sine længst uddõde Dativer, Futurer og Optativer indtil det mere Moderate, der kun benytter de existerende Böjnings- former, men med Oldsprogets Dannelsesmaade); det anvendes almindelig vls som Literatureprog for Prosaverker, af enkelte Digtere, som Kancelli og Lovsprog og i den höjere Tale, men er aldeles uforstaaelig for den menige Mand, som Ikke har gaaet i Skole og lært Oldgræsk; 2) det almindelige Konversationssprog, 'Pwueix, der aynes siden den tidlige Middelalder hovedsagenlig at have holdt sig samme Skikkelse, udviklet af xový, som fortsat fælles Med- delelsesmiddel for alle Græker, og at være Stamsproget for 3 Almue- maalene, der, detmindste for Kongerigets Vedkommende, med Undtagelse af det isoleret staaende Tzakoniske kan henföres til to Hovedgrupper, den arkhipelagiske og den adriatiske, med en, navnlig hvad Ord stoffet angaar, utallig Mængde Afskygninger. For Bestemmelsen og Beskrivelsen af disse sidste savnes næsten aldeles paalidelig Stof; af det andet nævnte, Lingsa vulgaris, haves forskellige Fremstillinger I de existerende Grammatiker (Især Mullach's, Berlin 1856, og Sophokles's, London 1862), men i höj Grad upaa- lidelige ved lodblanding og Optagelse af hellenske. Former og uklare ved Benyttelsen af den antike Grammatiks Skhema. Et Forsåg paa at vise den vulgære Nominalbojning var af Fort. til ovennævnte lille Afhandling givet i dskriftets Vte Bind. Her har han nu fuldstændigere og paa Grund af et ngere Ophold Landet selv vel ogsaa med större Paalidelighed beskrevet
