herpaa, som angaae de bevarede Stykker af Euripides, findes hos Firnhaber i hans Udgave af Iphigenia i Aulis p. XLVI; saa at det første af de anførte Citater, ligesaa lidt som de to andre, medfører nogen Nødvendighed for tvertimod hvad Betragtningen af Stykket selv lærer os, at antage, at Herakliderne er ufuid- stændigt opbevaret. I Stykkets Korthed troer jeg ikke. Nogen vil sage et Bevijs derfor. Det udgjør i Naucks Udgave 1065 Vers og er saaledes ikke meget kortere end Alkestis (1166 v.) Hiketiderne (1234 v.) og Andromache (1288 v.), medens det i denne Henseende staaer ved siden af de fleste af Aeschylus's Stykker.
Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.
Af Sophus Bugge.
I.
I Indskrifter paa Gjenstande fra Oldtiden her i Norden findes
der to Slags Runer. Den yngre, almindeligst kjendte Runerække
have, ialfald fra först af, særskilte Tegn for færre Lyd; disse
Runer var særegne for de skandinaviske Folk, hvorfor vi kan
kalde dem de skandinaviske, særlig nordiske Runer. Paa
Mindesmærker fra en ældre Tid, navnlig fra den saakaldte ældre
Jernalder, findes en væsentlig forskjellig, omend beslægtet
Runeskrift, der havde særskilte Tegn for flere Lyd. Indskrifter af
denne Art kjendes baade i Danmark, Sverige og Norge, men er
dog i Danmark, naar dertil ikke Bleking regnes, hidtil kun
fundne paa löse Gjenstande. Denne fuldkomnere Runeskrift var
ikke indskrænket til de skandinaviske Folk, men blev ogsaa brugt
hos flere andre Stammer af germansk Æt; dog er England det
eneste Land udenfor vort Norden, i hvilket denne Skrift er
bevaret paa faste Mindesmærker; den blev der, skjönt i en senere,
forandret og udvidet, Form almindelig brugt til langt ned i den
kristelige Tid. For disse Runer har endnu intet Navn fæstet sig;
de har været kaldte tydske, angelsaksiske, gotiske, oldnordiske,
men alle disse Navne synes for indskrænkede. Da de bevislig
findes paa ældre Mindesmærker end de særlig skandinaviske
Rubner, vil jeg forelöbig kalde dem de ældre eller ældste Runer.
