Spring til indhold

Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/229

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

herpaa, som angaae de bevarede Stykker af Euripides, findes hos Firnhaber i hans Udgave af Iphigenia i Aulis p. XLVI; saa at det første af de anførte Citater, ligesaa lidt som de to andre, medfører nogen Nødvendighed for tvertimod hvad Betragtningen af Stykket selv lærer os, at antage, at Herakliderne er ufuid- stændigt opbevaret. I Stykkets Korthed troer jeg ikke. Nogen vil sage et Bevijs derfor. Det udgjør i Naucks Udgave 1065 Vers og er saaledes ikke meget kortere end Alkestis (1166 v.) Hiketiderne (1234 v.) og Andromache (1288 v.), medens det i denne Henseende staaer ved siden af de fleste af Aeschylus's Stykker.


Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.

Af Sophus Bugge.


I.


I Indskrifter paa Gjenstande fra Oldtiden her i Norden findes der to Slags Runer. Den yngre, almindeligst kjendte Runerække have, ialfald fra först af, særskilte Tegn for færre Lyd; disse Runer var særegne for de skandinaviske Folk, hvorfor vi kan kalde dem de skandinaviske, særlig nordiske Runer. Paa Mindesmærker fra en ældre Tid, navnlig fra den saakaldte ældre Jernalder, findes en væsentlig forskjellig, omend beslægtet Runeskrift, der havde særskilte Tegn for flere Lyd. Indskrifter af denne Art kjendes baade i Danmark, Sverige og Norge, men er dog i Danmark, naar dertil ikke Bleking regnes, hidtil kun fundne paa löse Gjenstande. Denne fuldkomnere Runeskrift var ikke indskrænket til de skandinaviske Folk, men blev ogsaa brugt hos flere andre Stammer af germansk Æt; dog er England det eneste Land udenfor vort Norden, i hvilket denne Skrift er bevaret paa faste Mindesmærker; den blev der, skjönt i en senere, forandret og udvidet, Form almindelig brugt til langt ned i den kristelige Tid. For disse Runer har endnu intet Navn fæstet sig; de har været kaldte tydske, angelsaksiske, gotiske, oldnordiske, men alle disse Navne synes for indskrænkede. Da de bevislig findes paa ældre Mindesmærker end de særlig skandinaviske Rubner, vil jeg forelöbig kalde dem de ældre eller ældste Runer.