Det vil i flere Henseender være af störste Vigtighed at kunne forfölge denne Runeskrifts Udvikling og Udbredelse og at kunne forstaa de deri affattede Indskrifter. Jeg skal her kun pege paa enkelte Punkter. I dem alene vil vi kunne vente at finde et nogenlunde bestemt og afgjörende Svar paa Spörsmaalet om, hvilke Stammer af germansk (eller efter Rasks Udtryk gotisk) Æt först byggede i vort Norden, og om deres Forhold til sine Stammefrænder. Ved Siden af den gotiske Bibeloversættelse give disse Indskrifter os de ældste sammenhængende Pröver af germansk Sprog og maa derfor blive af stor Betydning for Sproghistorien. I dem maa vi forst og fremst söge Oplysning om, til hvilken Tid og fra hvem germanske Folk modtog Brugen af Skrift og med den mangfoldige Spirer til en höiere Kultur.
Epochegjörende for Studiet af de ældste Runer og de i dem affattede Indskrifter er Professor George Stephens’s Værk «The Old-Northern Runic Monuments of Scandinavia and England», af hvilket förste Del er udkommen i Kjöbenhavn og London 1866.
Prof. Stephens har indseet disse Runemindesmærkers store Betydning, hvor vigtigt det var, at alle de, som vare fundne i de forskjellige Lande, bleve almindelig bekjendte og sammenstillede, saa at de gjensidig kunde oplyse hverandre, og at alle Vidnesbyrd om disse Runers Brug fremdroges; det har været ham klart, at det först og fremst gjaldt at lægge et trygt Grundlag derved, at der udgaves tro Tegninger af Mindesmærkerne, der, saavidt muligt, gjengav Indskrifterne nöiagtig i alle Enkeltheder. For at opnaa dette har Prof. Stephens i mange Aar arbeidet med utrættelig Iver, og de store Resultater fremlægges nu i hans Værk. Dette giver os langt mere omfattende Oplysninger om de ældste Runers Brug end de, som hidtil har været almindelig kjendte; mange af de vigtigste Mindesmærker er her for förste Gang udgivne, og af næsten alle tidligere kjendte gives bedre Tegning; den störste Omhu er overalt anvendt for at gjengive Indskrifterne saa nöiagtig som muligt. Herved er en fast og bred Grundvold lagt, paa hvilken Forskningen med Tryghed kan bygge, om man end naturligvis ved gjentagne Gange at undersöge selve Indskrifternes utydelige Træk vil kunne finde et og andet, som ikke Tegningen klart viser.
Den Taknemmelighed, som skyldes Prof. Stephens for den store Vinding, hans Værk har bragt, vil Sprogforskerne efter mit Skjön ikke bedre kunne vise end derved, at de söge at benytte, hvad han har givet, til derpaa at grunde en sikrere og
