selve Staven, temmelig grundt huggen, men kan dog meget vel baade sees og föles. Navneformen SALIGASTIʀ paa Bergastenen er da et sikkert Sidestykke til Guldhornets HLEWAGASTIʀ.
II.
Blandt de i den ældre Jærnalders Runer affattede Indskrifter danne de, som findes paa Stene i Bleking, en ved flere Særegenheder mærket Flok ; de er fra flere Sider saa viglige, at jeg allerede her i anden Arlikel gaar over til dem. Fra denne Digression haaber jeg i tredje Artikel at komme tilbage til de Indskrifter, som er mér ensartede med Indskrifterne paa Guldhornet og paa Tunestenen.
I det fölgende betegner jeg Indskrifter i den ældre Jærnalders Runer ved Antiqva og til Forskjel derfra Indskrifter i de særlig skandinaviske Runer ved Cursiv.
Ogsaa til denne Artikel har jeg ved Prof. Stephens’s Godhed havt den store Hjælp at kunne benytte Arkene af hans Runeværk, eftersom de er blevne trykte; foruden de for nævnte Afsnit har jeg seet Ark 76—102, der indeholde en rig Samling af mærkelige Indskrifter i skandinaviske Runer.
Istaby, Bleking
(Stephens S. 173. 175).
Indskriften er paa Stenens ene Side
- runer mangler
paa den anden
- runer mangler[1]
Jeg gjengiver dette saaledes:
- AFᴀTʀ HARIWULᴀFᴀ
- HAÞUWULᴀFʀ HAERUWULᴀFIʀ
- WᴀRAIT RUNAʀ ÞAIAʀ
Allerede i 1848 forklarede P. A. Munch under Medvirkning af den engelske Oldforsker J. M. Kemble denne Indskrift i alle væsentlige Dele fuldkommen rigtig.
- ↑ Der er slaaet lidt af Stenen, saa at ᚨ i tredje Linje nu har tabt sin överste Kvist og Toppen af sin rette Stav.
