De mest fremtrædende Ejendommeligheder ved Indskriften er, at F, der ellers i den ældste Runeskrift betegner a, her er Tegn for en dunklere Vokallyd, medens o er betegnet ved h. Hvad er nu Grunden til, at F her, ligesom i de blekingske Ind skrifter (med de ældre Runer) overhoved, er bleven fortrængt fra sin Anvendelse som det almindelige Tegn for a, og til at denne Rune derimod her er brugt som Tegn for en dunklere Vokal? For at faa Oplysning herom maa vi holde os til Runens Navn: F, som senere forandredes til t>, 4, kaldes i den alminde lige skandinaviske Runeskrift oss, hvilket Navn man i Middel alderen forstod som det Ord, der betyder »Flodmunding« ; men at denne Forstaaelse er feilagtig, ser man blandt andet deraf, at Runen tidligere ikke betegnede o, men a, medens dog dss Flod munding ikke dengang kunde have « elier d i Fremlyden. Runenavnet dss er tværtimod samme Ord som det der oftest skrives dss, Gen. dsar, Nom. pi. æsir, Acc. pi. dsu. Vi maa nodvendig forudsætte en ældre Form ansu-s, ansu-r, og Runens forskjellige Betydning til forskjellige Tider maa forklares af de Forandringer, Runens Navn undergik: n i ansu blev efterhaanden mere og mere utydelig udtalt, saa at der tilsidst kun var Spor deraf i Vokalens Udtale gjennem Næsen ; endelig svandt ogsaa denne Næselyd, dog saaledes at Vokalen a til Gjengjæld blev forlænget, altsaa dsu-r. Maaské allerede for Næselyden var al deles forsvunden, blev Stammevokalen ved Paavirkning af det folgende « forandret, hvorpaa u, som havde fremkaldt denne Forandring, faldt bort i Nom. sg. og Acc. sg.; den af á ved Indflydelse af et fölgende u opstaaede Vokal, der oprindelig kanske blev udtalt som langt å (Lyngby i Tskr. f. Philol. II, 303), er i gamle islandske og norske Baandskrifter skrevet paa flere forskjellige Maader, navnlig ofte ǫ́; siden faldt den (forsaavidt den ikke fortrængtes af den uomlydte Vokal) i Lyd og Tegn sammen med ó, ligesom u-Omlyden af kort a i Norge er falden sammen med kort o. Omtrent saaledes kan vi tænke os al ansus er blevet til dss. Beraf er det da klart, hvorledes denne Rune paa den skandinaviske Runeskrifts seneste Udvik lingstrin kan betegne o, medens den oprindelig, og saaledes i alle nordiske Runeindskrr. af den ældre Art med Undtagelse af de blekingske, betegner a. Og vi maa tænke os, at i Bleking paa den Tid, da Istabystenens Indskrift er indhuggen, a i Ordet ansur ikke længer hörtes rent foran n (men vistnok som en ved Næselyden fremkaldt dunklere Vokal), og at dette gav
