Spring til indhold

Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/336

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

længere Rækkes Runer, er nordisk, skandinavisk, og hverken gotisk, saksisk, frisisk eller engelsk.

Den her givne Forklaring vil ikke kunne svækkes ved den Omstændighed, at vi i Bleking finde begge disse tilsyneladende saa afvigende Former af samme Rune og at Istabystenens h = a hidtil, saavidt jeg véd, ikke er funden i nogen anden Indskrift.

Det Resultat om Sprogets Charakter, hvortil jeg ovenfor er kommen, stotles efter mit Skjon ved flere Sprogformer i Indskriften, som jeg nu skal gjennemgaa i det enkelte.

AFaTʀ er »efter«. Da Tune-Stenen har samme Ord skrevet AFTER og Varnum-Stenen har UBAʀ = oldn. yfir, skulde man snarere have ventet Skrivemaaden AFTar, men dette giver os ikke Ret til med Hofmann (Runeninschriften S. 117) her at tale om en Skrivfeil. I svenske Runeindskrr. af den senere Art mangler ligeledes Vokalen efter t ofte : der skrives IFTʀ, EFTʀ, AFTʀ. Hvor en Hjælpevokal ellers i den ældre Jærualders Runeindskrr. indskydes mellem to Konsonanter, er vistnok ellers den ene af disse l, r eller n; dog viser Sammenligning af de forskjellige Indskrr., at Brugen af en saadan Hjælpevokal er vaklende, og vi lor derfor neppe stOdes ved her at finde -den indskudt mellem F og T; ogsaa hertil kan Analogi findes i Runeindskrr. af den senere Art, saaledes skrives paa Axlunda-St. i Upland efter Teg ning af Bure (Stephens S. 626) AFITIR; Tang, Upland (Dyb. fol. No. Il) ÜFITIaR; Kjula, Södermanl. (Lilj. No. 979) UISITARLA = vestarla.

HARIWULaFa er Acc. sg. af den enslydende Stamme; »Brugen af det « dunkle« a tyder paa en Overgang, da Stammeudlyden var ved at falde bort« (Wimmer: De ældste nordiske Runeindskrifter, i Aarbflger for nord. Oldk. og Hist. 1867, S. 56). Det maa mærkes, at Præpositionen »efter« her ikke som paa Tune-St. er forbunden med Dativ, men ligesom i almindelig Oldnordisk med Accusativ; denne Sprogbrug synes at vise hen til et senere Udviklingstrin. HARIWULaFa, der i Nominativ maa lyde H— Fr, som paa Stentofte-St. skrives HARIWOLAFr, er det Navn, som i almind. Oldnord. lyder Herjulfr, paa Haverslund-St. HAIRULFr d. e. Herulfr H$rulfr, e = j-Omlyd af o). HARI er istedenfor HABJA, samme Stamme som i got. harjis, oldnord. herr; heraf tör man vel slutte, at Stammer paa ja, naar de danne förste Sammensætningsled, i disse Indskrifters Sprogform forandre ja foran Konsonant til i. — WULaFa skrives med O i Stammestavelsen paa Gommor- og Stentofte-St.; det betyder «Ulv». W er bevaret i Fremlyden foran O, U, ligesom