Vokalværdi endnu paa en Tid, da samme Runeform forlængst var bleven det almindelige Tegn for h, men jeg holder disse Eksempler for mér end tvilsomme. Den oprindelige Betydning af Runetegnet -r er paavist af Kirchhoff i « Das gothische Runenalpbabelo S. 43: da denne Runes Navn dr har tabt j i Frem lyden og er samme Ord som Navnet paa Tegnet for j i det oldengelske Runealphabet og da -r tillige har samme Plads i Runerækken som den oldengelske j'-Rune, saa er det klart, at det Runetegn , som senere kaldtes dr, tidligere betegnede j og forst blev Tegn for a, da Sproget bortkastede j i Fremlyden af jårijnrå). Den engelsken-Rune har paa Thames-Kniven (Stephens S. 362) Formen -}-, der ikke er meget forskjellig fra den nordiske (ir-Rune +, men almindeligere skrives den engelske j'-Rune $ eller ♦, og denne Form ligger nærmere ved rfr-Runens ældre Form *; Forholdet er omtreut det samme som mellem de ældre skandinaviske Tegn for m f eller <P og det yngre Y. Og paa den engelske ./-Runes Plads har Vadslena-Bracteaten (I (der maa sees fra höire mod venstre), hvilken Form ogsaa ligger ♦ nær. Ved disse Sammenstillinger faar, saavidt jeg skjönner, min Mening, at t er anden Form for +, en stærk Stötte.
Men nu har den burgundske Charnay-Spænde paa den engelske j-Runes Plads S[1]); af denne Form er H = a paa Istaby-Stenen vistnok kun en Variation, h, % og + er altsaa Forandringer af ett og samme Tegn, og alle disse Runeformer, som vi finde brugte til at betegne a, har oprindelig betegnet j.
Heraf kan man videre drage en meget vigtig Slutning: naar del Tegn, som oprindelig betegnede j, i de blekingske Runeindskrifter bruges som Tegn for a, saa maa dette være betinget deraf, at Runenavnet ár allerede dengang havde tabt j i Fremlyden. Men j bortkastes i Ordet for «Aar» alene i nordisk Sprog; Brugen af ár- (jár-) Runen som Tegn for a kan altsaa kun opstaa hos Nordboer. Hvis man nu ikke vil antage, at de blekingske Indskrifter hidröre fra Sydgermaner, som af en nordisk Stamme har laant Tegnet for a — og det vil vel ingen antage — , saa folger af, hvad jeg har udviklet, med Nödvendighed,
at Sproget i de blekingske Indskrifter, som er skrevne med den
- ↑ Jeg sér ingen tvingende Grund til med Dietrich (i Haupts Zeitschr. N. F. I, S. 109) at antage, at j-Runen og s-Runen i Charnayspændens Futhark har byttet Plads.
