S. 490. 493 godtgjort, at sar i Gammelsvensk (og Gammeldansk i forekommer i samme Betydning som ad1); han gjor med rette opmærksom paa, at Vestgotal. I piuf. balk. 14: at gripær sar var fran mæær stolen, foruamix b. 7 : pa a sar uitu ær æng a, iordpær b. 7: pa skal sær firi gange ær bol a, og Dybeck Runurk. oct. (2den Saml.) No. 58: ian sar uar sun Hakunar ikke tillade anden Forklaring; det samme maa siges om: IAN SA* UAS HIMpIKI TUKA Hållestad, Skaane, (Liljegren R-U. 1441) og om Udtrykket i flere Runeindskrr. Men man tor derfor ingenlunde benegte, at sds, sdr har været brugt for sd es, sd er. At disse to Ord sammendrages til én Stavelse i den norsk-islandske Skaldedigtning (som aldrig bruger sdr = sd), er vist. Paa det af Rydqvist selv anforte Sted SnE. I, 594 fore kommer sdr = sd er i et Vers, der anfores som Eksempel paa regelret Anvendelse af det i Lovkvæder hyppigst brugte Versemaal dróttkvæðr háttr; codex regius skriver her sdr, og efter Snorres eget Udsagn skal der her være 6 Stavelser i Linjen, hvilket forudsætter den sammendragne Form. Denne h5rer da ogsaa hjemme i mangfoldige andre Skaldedigte, i tidligere Tid som sds, i senere som sdr, om end Haandskrifterne skrive sd er. Der er ingen tænkelig Grund til, at sd es ikke ligesaavel skulde blive til sds, hvor det betydede «is qui», som hvor det betydede «is est».
Gaa vi over til Svensk og Dansk, saa finde vi ogsaa her for «is» Formen sd, som jeg holder for ældre end sdr; og hvor sd bruges, maa vistnok ogsaa for «is qui« den sammendragne enstavelses Form sds, sdr engang have været brugt. Denne kan vel ogsaa paavises. Naar det i Liljegren Run-Urk. 624 (Igelsta, Upland) heder at sun sin kupon sas ait Aniltr, saa kan jeg ikke med Rydqvist forstaa sas som sd (is), ti Nominativsmærket, der allerede i den ældre Jærnalders Runeskrift fremtræder som r, kunde ikke i saa sen Tid som den, nævnte Ind skrift maa tilhore, lyde s, men maatte lyde r. sds maa her være = sd + es; Rydqvist indvender vistnok, at det her maatte hede pans, hvis man skulde bruge det relative es; men dette er
') Dog kan jeg ikke med Rydqvist tro, at r (for «) i sar er bevaret fra lirtiden og at denne Form i Virkeligheden er ældre end skr. sa (i Sanskr. dog ogsaa Former som forudsætte sas), gr. o, got sa, oldeng. se. Netop Overensstemmelsen mellem disse taler for, at den gotiske Form tillige er den fællcsgermanske; jeg tror, at sdr efter Analogi har tilfoiet det almindeliee Nominativsmærke, som manalede i sd.
