Gen. heiðar (Stamme heiðr), f. Eks. Daniel sd einskis hei&ar d Bel Nokkur bl66 ur Hauksbék S. 21 ; det er det samme Forhold som mellem bldstr, Gen. bldstrar, ogsaa (efter Islændingerne) bldstrs, og den ældre Form btystr, Gen. bidstar (Stamme bldstu). hei&r, Gen. hei&ar er samme Ord som got. haidus igonog; det tilsvarende oldeng. kdd har meget stort Betydningsomraade: Person, Stand, Stilling, Værdighed, Natur, Maade. At der vir kelig har været brugt et af hei&r (got. haidus) og rån sammen sat Ord, viser Hei&rån Navnet paa-Gjeden i Valhall, fra hvis Yver Mjoden, som Einherjerne drikke, strOmmer; hertil svarer det frankiske Kvindenavn Chaideruna. Dette er paapeget af Mullenhoff (zur Runenlehre 46): ved de med run sammensatte Navne tillægges der de Personer eller Væsener, som bære dem, den Kraft, Runen som Trylletegn tænkes at eie. — Appellativet HAIDnRUNAn t6r vi vel forklare: Hædersruner, herlige Huner. Vi har her Stammeformen HAIDr, hvor ii horer til Stammen, der maa ansees for yngre end HAIDU, hei&u, som fremtræder i • hei&r, Gen. hei&ar.
Endelig NORONU. Af dette Ord véd jeg kun at give en Forklaring, som fra Betydningens Side synes mig selv meget betænkelig. Naar vi mindes , at Omlyden ikke udtrykkes i Bjorketorp-Indskriften, saa kan oldn. norrænu, nérænu her ikke skrives anderledes end NORONU. Efter Formen kan dette baade være Acc. pi. f. af Adjektivet i den bestemte Form og Gen. sg. af Substantivet norræna; for den sidste Opfatning taler den Omstændighed, at NORONU {norrænu) slutter sig til HAIDn RUNAn), ligesom ARAGEU (ærgju), der er et Substantiv, til GINARUNAn. De Runer, som her er indhugne, kaldes GINARUNAn ARAGEU; ved Udtrykket ginnrunar synes de at be tegnes som tryllekraftige, og Tillægget ærgju antyder vel, at de sædvanlig brugtes ved Seid ; Runeristeren Hadd kalder dem dunkle eller hemmelighedsfulde (FALAH). I Modsætning til dem nævner han andre Runer UAlDnRUN(An) NORONU, som han frygter, det vil vel sige: som han af Ærefrygt er ræd for at anvende til en Forbandelse. Disse Runer, som han ei vil bruge, synes ikke at kunne være andre end de almindelige skandinaviske Runer, den kortere Runerækkes Tegn, som vi da maa tro var de der al mindelig brugtes i Indskrifter i Bleking paa den Tid, da Björketorp-Runerne bleve indhugne. Udtrykket hei&rrunar betegner dem vel som Hædersruner, Runer der brugtes i hæderligt Oiemed, ikke til Trolddom. Vanskeligere er det at forklare Til
