Indskriften, saa maa jeg ogsaa soge at vise, hvad denne Forklaring nodvendig forudsætter og til hvilke Slutninger den nödvendig leder.
Indskriftens Sprogform er efter den givne Tydning, som al lerede sagt, i det hele den, vi kjende fra Indskrifter med de skandinaviske Runer, og aldeles forskjellig fra Sprogformen 1 de af mig i forste Artikel behandlede Indskrifter med den ældre Jærnalders Runer. For nærmere at fastsætte Tiden er navnlig SAr og Ar af Vigtighed. Forudsat at de af mig fremsatte Tyd ninger sdr = sd er og ær 3 Ps. sg. Præs. = er er de rette, kan Indskriften, saavidl jeg skjSnner, neppe være indhuggen for i Ilte Aarhundred. Skrivemaaden med A i Ar og i AK d. e. ctk «jeg» ligesom Formen ARAGED d. e. ærgju synes mig endogsaa ikke at passe vel til en ældre Tid end Midten af ltte Aarh. I denne Forbindelse kan ogsaa OAG og HAIDr mærkes.
Det er vist, at omkring Aar 1050 overalt i Norden ikke andre Runer brugtes til almindelig Skrift end de særlig skandinaiske; og er Bjorketorp-Indskriflen indhuggen saa sent, saa maa det være tværtimod almindelig Skik paa den Tid, at den længere Rækkes Runer her er brugte. Disse maa Runeristeren have kjendt fra talrige Stenmindesmærker, som en hedengangen Slægt havde reist, medens nu kun enkelte saadaune kjendes fra Bleking; han maa, vistnok i Modsætning til de fleste af sine Samtidige , have kunnet læse disse Runer og for en stor Del have forstaaet Indskrifterne fra den ældre Jærnalder, medens dog Sprogrorskjellen var saa stor, at Betydningen af mange Ord oi! Ordformer i hin Tidsalders Indskrifter ved 1050 ikke længer kunde kjendes. Om den længere Rækkes Runer bruges her Udtrykket ginnrtinar ærgju, hvoraf man synes at maatte slutte, at de paa den Tid, da Björketorp-Indskriflen blev indhuggen, betragtedes og vel ogsaa brugtes som Trylletegn, anvendtes til magisk Brug: til det, der tilhorer en forsvuuden Tidsalder, knytter sig let Forestillingen om noget hemmelighedsfuldt, over naturligt, trolddomsagtigt. Indskriften selv synes at vise, at de som Skrift ikke længer brugte Tegn her blev indhugne for at sikre Virkningen af den Forbandelse, som udtaltes mod den, der nedbrod Mindesmærket; men man vilde vel ogsaa ved disse ældgamle Tegn give Stenen et mere ærværdigt og hoitideligt Præg. Saaledes synes man at maatte opfatte Brugen af disse Runer, dog uden at de (saavidt jeg kan sé) er forbundne til Ord, paa Rökstenen; heller ikke dér er den længere Rækkes
