Runer brugte som Samtidens almindelige Skrift, men fremtræde kun som ett af de flere Midler, der skal tjene til at give Stenen et rigtig gammeldags, hemmelighedsfuldt og phantastisk Præg, hvorom jeg andensteds nærmere skal tale. Ogsaa haaber jeg at skulle kunne gjore det sandsynligt, at der er en anden Sten (den paa By i Sigdal), paa hvilken den længere Rækkes Runer er indhugne ikke som Samtidens almindelige og letforstaaelige Skrift og som Meddelelsesmiddel for en Indskrift, hvis Sprog tilhorer samme fjærne Tidsalder som Runerne, men hvor de er brugte vilkaarlig, som Tegn uden Indhold, blot for at de ved sine æld gamle Former kunde give Mindesmærket et ærværdigt eller hemmelighedsfuldt Udseende.
Som Pröve paa den Art af ældre blekingske Indskrifter, hvis Skrift Runeristeren paa Bjorketorpstenen har gjengivet, synes Gommorstenens (hvorom siden) at kunne nævnes, saavidt man tor domme efter de ufuldkomne Tegninger af denne; noget afvigende er Istabystenens Skrift, navnlig ved h = A. Uagtet Rune risteren paa Bjorketorpstenen med de forældede Tegn i det hele skrev sin Samtids og sin Stammes Sprog, sogte han dog i enkelte Former at efterligne Sproget i den ældre Jærnalders Indskrifter, hvis Runer han brugte. Dette har jeg navnlig troet at iagttage ved Tilfoielsen af A i WELA, UAERA, GINA og af H i FALAB; hertil synes ogsaa at kunne regnes den stadige Brug af Hjælpevokalen A: UJARABA, BARUTr, ARAGEU, FALAH og Skrivemaaden med B i UjiARABA (mon ogsaa Tilfoielsen af n i MALAUSa?). Udtryksmaaden synes ligeledes tildels at være en Efterligning af den, som fandtes i den ældre Jærnalders Ind skrifter, saaledes AK HADr. En saadan vilkaarlig Blanding af ældre og yngre Sprogformer maa synes underlig, men vi har dertil et efter mit Skjon umiskjendeligt Sidestykke i Rokind skriften, hvor af Lyst til gammeldags Sprog flere Former er brugte, som staa i Strid med Indskriftens Sprog forovrigt, som ikke kan have været horte i Folkemunde dengang, da Ind skriften blev indhuggen, ja som tildels aldrig kan have tilhört det levende Sprog.
Den i det foregaaende fremsatte Tydning af BjorketorpIndskr. indeholder vistnok i sig selv meget betænkeligt, men det, hvorved jeg allermest skræmmes og hvorpaa man vel aller nådigst vil gaa ind, er den Opfatning af Stentofte-Indskr., hvortil hin Forklaring uundgaaelig nöder.
