has suffered little injury.» Overensstemmende hermed udtaler Worsaae (Blekingske Mindesmærker S. 23) sig om Stenen: «Den er noget beskadiget paa den ene Side. Den har en meget kort Indskrift i to Raderj Runerne, af hvilke en enkelt tilhoire staaer baade retvendt og omvendt, ere i Linien tilvenstre otte Tommer lange, med Undtagelse af de to overste, der ikkun naae til Bruddet i Stenen, hvilket folgelig, idetmindste paa det Sted, maa være ligesaa gammelt, som Indskriften.»
I Linjen til venstre er Runerne efter Stephens's Tegning:
- rHMrmiMIYill
3dje og 4de Rune som Binderune;
i Linjen til hoire:
- RrvNiP*'1)
Stephens læser ÆSMUTS RIUSII RUTI W(rai)TI; ÆSMUTS forstaar han som Gen. af det almindelige Navn »Asmundt.
Hvis denne Læsning og Forklaring af det forste Ord er den rette, saa er det tydeligt, at vi her finde et Par Ejendommelig heder i Skrivemaaden, som ellers i INorden kun forekomme i Indskrifter med den yngre Rækkes Runer: h er ikke A, som paa Istabystenen, men S; D er her udtrykt ved Runen for T, uagtet den længere Række har særskilt Tegn for D; N er ikke udtrykt foran T (= D) , men dette kan mulig ogsaa findes en enkelt Gang i Indskrift af det ældre Slag. Ph viser almindelig oldnordisk Sprogform ; dette Ord maatte have en anden og oprindeligere Form baade i Tunestenens og endog i Istabystenens Sprogform.
Disse Bemærkninger, som jeg har knyttet til Stephens's Læsning, skylder jeg en interessant Meddelelse om denne Sten af Cand. Ludv. Wimmer i Brev af 26de November 1867, som jeg glæder mig ved at kunne aftrykke her:
«Solvesborg-stenen hører slet ikke til de ældste runestene, men til overgangs-stenene; jeg læser:
- runer
- ąsmut sunu sin
og på den anden side finder jeg i runerne P*' ordet R * if-rait.
') Worsaacs Tegning har kun uvæsentlige Afvigelser: 7de Rune i Linjen til venstre har en Indboining i hoire Stav, saa at den mere ligner R; ogsaa Stephens forstaar den som R. Forste Rune i Linjen til höire sér hos Worsaae ud som h.
