almindelig oldnordisk Böining og afviger fra MRLA paa Etelhem-Smykket, er mig ubekjendt[1]. Det vilde være vigtigt at vide, om l" i dette Navn betegner u eller o (kort eller lang); hvis U her betegnede o, saa maatte vi tro, at X manglede i Skriften; og at & virkelig dengang manglede, synes rimeligt.
Hvad der i denne Indskrift mest fortjener Opmærksomhed, er P = W. Hvis Tegningen, som vi maa tro, her er paalidelig, vil vi her for forste Gang i Skandinavien have en Rune, som særlig tilhfirer den længere Række og som er opgiven i den almindelige kortere Række, brugt som virkelig Bogstav (ikke som Tegn uden sprogligt Indhold) midt inde i en Indskrift, som i det hele har de Eiendommeligheder, der er charakteristiske for den kortere Rækkes Runer; vi vil, hvis Tegningen er paalidelig, her have den forste nordiske Runeindskrift, som med Hensyn til Skriften egentlig kan kaldes Overgangs- eller BlandingsIndskrift. Hidtil har man vistnok kjendt gamle danske Ind skrifter, som i det hele er i de skandinaviske Runer, men i hvilke der forekommer enkelte Runeformer, som stemme særlig overens med den længere Rækkes (N = H, # = A, W = M); i disse er det dog kun Formerne, som afvige fra de almindelige skandinaviske: selve Runerne er bevarede i den kortere Række i en anden Form (*, -r og ?, 9 eller Y). Paa Rokstenen er den længere Rækkes Runer uden Forbindelse med den i de al mindelige Runer affattede Indskrift, ja endog, saavidt jeg sér, uden sprogligt Indhold overhoved. Allerede forhen har man vistnok villet finde en enkelt Rune af den længere Række (som M, X, X, O) brugt som egentlig Bogstav midt inde i Indskrifter, der forOvrigt er i den kortere Rækkes Runer; men jeg holder de Eksempler, man har nævnt, for mer end tvilsomme. Hvad her er sagt, gjælder ikke for England, hvor i det hele Forholdet mellem de to Runerækker er et andet.
Hvorvidt Solvesborg-Indskriften er en Overgangs-Indskrift eller en Blandings-Indskrift, lader sig neppe endnu med Sikker hed sige; hvis den var en Overgangs-Indskrift, saa maatte man slutte, at M (ialfald i Bleking) opgaves tidligere end P.
Sproget er, som Wimmer har paapeget, almindelig
Oldnordisk, dog saaledes, at den gamle Gjenstandsform SUNU,
- ↑ Jeg tör hverken stille det sammen med det tydske Navn Ruozo (se Förstemann og Stark Die Kosenamen der Germanen 1, S. 321) eller aflede det af rót Storm og endnu mindre sætte det i Forbindelse med Hrútr.
