ikke til dette Maaltid, Synet af Dig berører mig smerteligt. Eller han kunde have bedet en af Apostlene — uden dog at sige ham, hvad han vidste om Judas — at sige til ham, at han ikke skulde komme. Men nei! De ere Alle samlede. Da siger han til Judas: „hvad Du gjør, det gjør snart!” Det er et Suk. Blot snart! Selv det Frygteligste er mindre frygteligt: blot snart! Et Suk, der dybt og langsomt trækker Veiret: blot snart! Det er som naar Den, der har en uhyre Opgave at løfte; anstrenget næsten over sine Kræfter, føler han dog, at han endnu har for det næste Øieblik Kraft tilbage — „et Øieblik længere, maaskee er jeg svækket, ikke mere mig selv” — og derfor: blot snart! Hvad Du gjør, gjør det snart!
Saa reiser han sig fra Bordet og gaaer ud i Gethsemane Have; der segner han: o, at det snart var skeet! Han segner, dødsens, ja, var han vel egentligen mere en Døende paa Korset end i Gethsemane! Var paa Korset Lidelsen en Døds-Kamp: o, denne Kamp i Bønnen, den var ogsaa paa Livet, ei heller uden Blod, thi hans Sveed faldt som Bloddraaber til Jorden.
Saa reiser han sig styrket: skee Din Villie, Fader i Himlene!
Saa kysser han Judas — har Du hørt Mage! — saa bliver han grebet, anklaget, dømt! Det var en ordentlig Rettergang, det var menneskelig Retfærdighed! Der var et Folk, som han havde gjort vel imod; han havde sandeligen Intet villet for sig, hver Dag af hans Liv og hver Tanke var det offret: dette Folk raaber „korsfæst ham, korsfæst ham!” Saa var der en Landshøvding, der frygtede Keiseren, en dannet Mand, der derfor heller ikke forsømte det Vigtige „at vaske sine Hænder” — og saa blev han dømt! O, menneskelige Retfærdighed! Ja, i stille Veirlig, naar Alt gaaer
