86
Claudine skulde reise til sin Tante i Tydskland, hendes Tøi blev indpakket, og Susanne vidste saa snildt at fjerne alle Vidner den Aften, der bragte den syge Claudine til det for hende bestemte Tilflugtsted, at Ingen den næste Morgen tvivlede paa, at jo Jomfruen, inden man ventede det, var bleven afhentet af det fremmede Herskab, med hvilket det hed sig, at hun skulde foretage Reisen.
Da Morgensolen paa denne Dag tittede ind i det lille hyggelige Kammer, hvori Claudine laae i en sneehvid Seng, kyssede dens rødlige Straaler, som til Velkomst paa denne Jord, en lille Dreng i den unge Moders Arm. Aldrig anede Følelser gjennemstrømmede Claudines Sjæl. Henrykkelse, Veemod, en ny, hidtil ukjendt, unævnelig, Alt overveiende Kjærlighed var opgaaet for hendes indre Sands, og med Skræk tænkte hun allerede paa, at Omstændighederne snart vilde frarøve hende denne Skat, hvis uvurdeerlige Værd hun i sin ulykkelige Sindsstemning ikke tilforn havde tænkt sig. Imidlertid var Øieblikket saa lyksaligt. Hun betragtede sin Søn med glad Forundring, søgte i hans lille Ansigt at opdage Spor af den elskede Faders Træk, og bedækkede hans smaa Hænder med sine Kysse.
Den Kone, i hvis simple, men behagelige Hjem Claudine befandt sig, var en Skipper-Enke ved Navn Madame Lyng, som af sin forrige Velstand havde det
