91
den ganske blege unge Moder kastede til sin Søns Vugge, afbrød Susannes Talestrøm og svarede: Nei, om Reisen kan der ikke være Spørgsmaal endnu; de sire Uger, vi have accorderet om, ere ikke forløbne, og før vil jeg ikke miste min lille Dame, og Barnet kan I heller ikke faae hverken idag, eller imorgen eller iovermorgen. Det er ikke døbt endnu. Paa Søndag skal det i Kirke. Jeg har selv gjort Aftale med Præsten, som har været mig behjelpelig med at indrette Alt hvad der hører sig til. Den lille Moder og jeg skal selv bære det til Daaben, og min Logerende hernede skal være Fadder, det har han lovet mig at være, for et Vidne vil Præsten have. Saadan har jeg indrettet det, og vil du selv være med, skal det fornøie os.
Jeg vilde gjerne, svarede Susanne, men i denne Tid, da jeg venter min Herre hjem, har jeg saameget Andet at passe, at det overgaaer mine Kræfter. Men Gud forbarme sig! hvad er dog forresten alt Dette — om jeg maa sige det — for dumme Indretninger? Skal Jomfru Claudine, som har saamange Bekjendte her i Byen, komme i Kirken paa de Maader, hvor hun kan blive seet af Gud og al Verden?
— Ja, af Gud, det er vist, men ikke af al Verden, thi i den Kirke komme ikke Mange, og Præsten, som er min gode Velynder, har bestemt os en Tid strax efter Gudstjenesten, da der ikke vil være Nogen,
