92
uden et simpelt Barn, som ingen Andre end Forældrene komme med, og dem kjende vi ikke, saa vi kan være rolige i den Henseende.
— Naa, og ovenikjøbet skal en fremmed Mand staae Fadder?
Ja, min gamle Logerende, svarede Madame Lyng leende: Han skal ikke forraade Mange. Han er tunghør og saa kortsynet, at han ikke vil kunne see, hvem der sidder i Karreten paa Sædet ligefor ham. Han vilde ikke kjende vor lille Dame igjen, om det saa kunde redde hans Liv. Forresten er det en god Mand, som ikke er nysgjerrig.
Med betænkelig Mine og rystende paa Hovedet sagde Susanne: Ja Gud forlade dig, om du gjør mig ulykkelig! Grossereren kan komme, førend man veed af det, jeg kan ikke lyve for den gode Mand, jeg i saamange Aar har tjent tro og redelig. Men i Guds Navn! Efter Søndag altsaa, saa tales vi da ved.
— Nei, Ugen skal gaae tilende, inden du maa tale om Barnet.
— Hele Ugen? Herre Gud, Grethe! hvor kan du være saa urimelig? Naa farvel! jeg har Andet at gjøre end at staae her og ærgre mig.
Med hjertelig Deeltagelse betragtede den gode Madame Lyng den dybe Nedslagenhed, som efter denne Samtale udlyste af Claudines hele Væsen. Hun stræbte
