98
sin Søn Charles efter hans Fader, og Billedet af den tabte Elskede stod reent og uden Mistro for hendes Sjæl.
Da hun kom hjem, kastede hun sig i Madame Lyngs Arme. Hendes Kinder blussede. Den ældre Veninde saae paa hende med Forundring. De forekommer mig som forvandlet, sagde hun. — Ja det er jeg, svarede Claudine: O kjære Veninde! De, som er det eneste Menneske i Verden, til hvem jeg tør betroe mig, o hav Medlidenhed med mig! Jeg kan ikke give mit Barn fra mig! Jeg kan det ikke! jeg bør det ikke! Ak, om De vidste, hvad der er forgaaet i mit inderste Væsen under den hellige Handling, hvorfra vi komme! Ja min kjære Tante Eleonore havde Ret. I Kirkens stille Helligdom findes en Ven, som ikke forlader os i Sorgens Time. Det forekom mig saa levende, at jeg var En af de Qvinder, som med bekymret Hjerte bragte sit Barn til Frelseren, at De, som omgave ham, vilde støde den stakkels Moder tilbage, men han selv kaldte hende med sin milde Stemme og tog det lille Barn i sine mægtige Arme. En salig Følelse gjennemfoer mig ved Tanken om, at jeg indviede ham min Søn, Korsets Betegnelse paa hans lille Ansigt og Bryst var mig et Tegn paa, at den milde Frelser vilde antage sig min fattige Dreng som sin Eiendom. Ak! aldrig havde jeg troet, at slige Øieblikke kunde være til for
