99
mig. Men i min Sjæl sagde jeg: Jesus, Herre! Du som har taget mit Barn i dine Arme, jeg lover dig ikke at slippe det af mine, jeg lover, at Moderen skal med Troskab forsone, hvad Jomfruen letsindigen har feilet, jeg forlader mig paa din Hjelp.
Den Begeistring, hvormed disse Yttringer bleve udtalte, rørte dybt den gode Madame Lyng. Ak, kjære Barn! sagde hun: Hvad De siger, er saa smukt og godt. Men desværre! Denne Verdens Trang og Nødtørft er saa tung at bære. Tro De mig! Jeg har prøvet den. Gud give, jeg formaaede at hjelpe Dem, men hvorledes skal vi bære os ad for at berede Dem og Deres Søn en sorgfri Fremtid imod Deres Families Villie?
Hør mig, svarede Claudine: Et Raad er blevet mig ligesom indgivet. Gud har ladet en Stemme tale til mig, ja en Stemme! thi mine Øine saae ikke Den, fra hvem den kom, og De, kjære Veninde, kan visselig hjelpe mig.
Hun omtalte nu den Samtale, hvortil hun samme Morgen havde været et usynligt Vidne. Den Christiane, hvis Skjæbne lignede hendes egen, ønskede en Medhjelper; at blive Denne var hendes høieste Attraa. Hun sagde: Jeg forstaaer mig godt paa mangehaande Arbeider, jeg kan ogsaa undervise Børn i boglige Kunster. Jeg skal være flittig og nøisom og en kjærlig
7*
