125
Jægerne standsede, og En af dem raabte: Hvad Fanden er Det? Kommer den forbandede sansculottiske forslidte Lirumlarum ogsaa ud i Landsbyerne?
Da de saae Lys indenfor Vinduet, sprang den Ene, en letfodet, ung Mand, over Grøften og tittede ind. Kom! sagde han sagte til de Andre: Her er Noget, der er værdt at see.
Den Anden sprang efter ham, men den Tredie, som var noget corpulent, maatte hjelpes over Grøften af de to Første, der ved al denne Manoeuvre dog iagttoge den største Stilhed, for ikke at blive røbede. Her stode de nu og betragtede med taus Forundring den skjønne Sangerinde og det livlige Barn med sit tricolore Axelskjærf· Da Marseillaisen var tilende, spillede Claudine en lystig Vals paa Guitaren, hvortil den lille Dreng dandsede og med en særdeles Lethed og Gratie bevægede sig i allehaande Spring og Svingninger.
De ubudne Tilskuere troede nu, at det var bedst at liste sig sagte bort, men kun efter gjentagne Paamindelser lykkedes det at faae den først Ankomne tit at løsrive sig fra denne Scene, hvori han syntes ganske at have tabt sig. Denne var en ung Adelsmand, der nylig var kommen i Besiddelse af et Gods, en Miilsvei fra det Sted, hvor han nu befandt sig. De andre To vare hans Omgangsvenner, af hvilke han samlede
