126
et talrigt Selskab paa sit Herresæde, hvor et støiende og lystigt Liv maatte træde i Stedet for Hovedstadens Forlystelser og Hoffets Cirkler, hvori han var vant til at leve. De tre Herrer gik stille til Udkanten af den nærliggende Skov, hvor Tjenere holdt med deres Heste, og først efterat have besteget disse begyndte de at tale sammen, medens de i mageligt Trav begave dem paa Hjemveien.
Den Ældste sagde med Latter: Naa! det var da en uventet lille Comedie, vi der kom til at see. Jeg lider forbandet godt saadanne smaa Eventyr paa en Jagttour, og hvorvel I slede ubarmhjertig i mig for at hale mig over den Grøft, saa jeg føler det endnu i mine Arme, saa fortryder jeg det dog ikke; thi det er vist og sandt, at der er løbet meget Vand til Stranden, siden jeg saae saadant et deiligt Pigebarn som den rare Tos, der sad der og spillede paa Citrinke. Hvad kan det dog være for Folk?
De ere vist franske, svarede den Anden: En Moder naturligviis med Datter og Søn. Det lille Afskum! med sit franske nationale Sljærf! Og hvor han skreg sit Marchons, marchons! Jeg havde gjerne givet ham et godt dansk Ørefigen. Men Søsteren hun var sgu sød. Hvad siger du, Cousin? Har du mistet Mælet?
