127
Ja vist, svarede Baronen adspredt, hun er meget smuk.
Fætteren vedblev: Hvordan Fanden har du det? Du er jo heel curiøs. Hilledød! hvor det skulde more mig, dersom du lige i Knald og Fald var bleven dødelig forelsket i den Pige, som du da sagtens ikke kunde gifte dig med, og maaskee maatte have megen Uleilighed, Suk og Taarer nødig for at saae paa anden Maneer. Det skulde fryde mig i min inderste Sjæl at see dig tvine hen af Kjærlighed, din fortvivlede Skjelm, som har gaaet os Andre iveien, uden nogensinde at have følt for to Skilling Kjærlighed! Kunde jeg nu opleve den søde Hævn!
— Aa Vrovl! Du snakker! men Saameget er vist nok, at jeg er nysgjerrig efter at vide, hvem de Mennesker kan være. Det Hele har noget saa Fremmed, saa Eventyrligt.
Maaskee, sagde den Ældste, kan jeg nu lønne din Gjæstfrihed ved at skaffe dig det at vide. Jeg kjender godt Præsten Eder i Sognet. Imorgen skal jeg saamænd i dette reputeerlige Ærinde besøge den Gudsmand. Han maa da vel kjende sin Menighed, og hvad ikke han gjor, saa gjør vel Præstemadamen.
Den joviale Herre holdt Ord, og allerede næste Middag bragte han sine to Jagtkammerater den beløvede Efterretning. Luk nu jeres Øren op, sagde han,
